Danskernes rekordstore opsparing på over 1.800 mia. kr. skal ud at arbejde for at trække Danmark ud af krisen.

Det siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) til dagbladet Børsen i forbindelse med EU’s kommende væksplan, som kommissionsformand Jean-Claude Juncker offentliggør i dag.

Ministeren vil bruge vækstplanen som løftestang til at bringe rekordopsparingen herhjemme i spil til nye investeringer i alt fra veje og broer til ikke mindst nye private investeringer.

– Vi har haft meget høje offentlige investeringer i Danmark, så derfor er dét, jeg vil holde meget nøje øje med, forsøget på at aktivere den meget store private kapital, hvor opsparingen er høj, og pengetankene er fulde. Det bliver spændende, om kommissionen har fundet et greb, hvor man kan få de penge ud at arbejde, siger Morten Østergaard til Børsen.

Han slår fast, at regeringen er interesseret i, at både pensionsformuerne og erhvervslivets rekordopsparing kan blive bragt i spil i vækstplanen.

Børsen