Julen kommer tilsyneladende tidligt i år for LinkedIn-brugerne.
I går kunne vi her på sitet fortælle om en LinkedIn-kampagne for Liam Neesons nye film Taken 3, men også det kreative teknologi-bureau Molamil er i luften med en lille LinkedIn-spøg op til højtiden.
Her opfordres man til at besøge christmasendorser.com, hvor brugeren kan finde og bestille et LinkedIn-endorsement – eller en anbefaling på jævnt dansk – efter eget valg
Derefter leverer Molamils maskot, aben Erik, som bureauet sponserer i Zoologisk Have, endorsementet til modtageren.
Letbenet valuta?
Og hvad er der så at vælge imellem? Jo, det spænder fra det imponerende til det bizarre. Fra diskret matematik over låsedirkning til swag.
– The Christmas Endorser er ment som en joke i en tid, hvor alle har bunkevis af endorsements for evner, de ikke engang kan udtale, siger Joakim Norman fra Molamil.
Så det er en julespøg med lidt svirp i.
– De uforpligtende og gratis endorsements er blevet til en meget letbenet valuta på trods af LinkedIns bestræbelser på at give dem værdi, forsætter han.
Et par hundrede endorsements
De første par hundrede brugere er allerede blevet ”endorset” for valgfrie evner. Så hvis du altid gerne har villet have Quantum Mechanics på dit CV, så var det måske værd at aflægge christmasendorser.com en visit?
– Normalt giver vi vores kunder et par flasker vin, et kort og noget chokolade i julegave. I år giver vi dem noget, de kan trække på smilebåndet af, siger Jorge Hernandez, direktør for Molamil, der blev stiftet i 2008 og siden har leveret løsninger til bureauer og brands som Coca-Cola, IKEA og Gyldendal.
Dette arbejde har kastet adskillige priser af sig ved bl.a. Cannes Lions, Lovie Awards og Creative Circle Awards. Molamil har 12 mand ansat på kontoret midt i København.