Kaster vi et blik på forbrugersiden har vi over en årrække set en ændring i medieforbrug, hvor flere og flere finder viden, køber ind og lader sig underholde på nettet.
En udvikling som nu kan dokumenteres også gør sig gældende, når forbrugerne følger deres passioner.
I de nyeste tal fra sponsorrådgivningsfirmaet Promovators årlige SponsorTrends analyse bliver forbrugerne spurgt, hvor de søger information om deres interesser.
Nedenstående svar viser, at man som sponsor i den grad har mulighed for at ramme passionerede og relevante målgrupper digitalt, da hele 83 procent af de adspurgte søger information og underholdning på nettet omkring sport, kultur, socialt arbejde, klima og så videre.
− Helt grundlæggende ligger merværdien med at arbejde med sponsorater i at aktivere relevant til de rigtige målgrupper. Og skal virksomhederne så basere effektmålingen på andet end mavefornemmelse, så skal sponsorindsatsen dokumenteres, siger Thomas Beirholm, Sponsorkonsulent hos Promovator.
− Digital aktivering af sponsorater er direkte målbart, og om du er passioneret omkring sport, kultur eller sociale sager, så er du det 24 timer i døgnet. Kort sagt vil det sige, at du som sponsorvirksomhed ved digital aktivering nu har mulighed for at kommunikere med din målgruppe på en autentisk og dokumenterbar måde 24/7, og uden at være afhængig af eventdato eller fysisk tilstedeværelse af sponserede, fortsætter Thomas Beirholm.
Her er en tabel, der viser, hvor forbrugerne søger viden.
Hvor søger forbrugerne viden og underholdning omkring deres passioner (sport, kultur, sociale sager, klima osv.)
- 83% På internet
- 57% På tv
- 47% I aviser
- 23% Via nyhedsbreve på email
- 23% I blade/magasiner
- 15% I radioen
- 2% Via nyheder på min mobiltelefon
Promovator udarbejder hvert år SponsorTrends analysen for at afdække forbrugernes kendskab og holdninger til sponsormarkedet – både til udbydere og sponsorer.
Markedsforing.dk offentliggør i dag og i næste uge flere dele af analysen.
Den samlede rapport kan købes ved at kontakte Promovator.