“Flyrejsen“ hedder det nyeste tv-show, som i begyndelsen af det nye år vil rulle over skærmen i mange danske hjem. Ti helt almindelige danskere, tilfældigt udvalgt, bliver i programmet sat ombord på et fly forsynet med kameraer overalt. Opgaven lyder på, at deltagerne skal hoppe ud med en faldskærm. Eneste problem er, at der kun er ni faldskærme.
Den kvikke læser har nok allerede gættet, at programmet “Flyrejsen“ ikke eksisterer – endnu. Det gør derimod gladiator tv-koncepter som Robinson Ekspeditionen, Villa Medusa og Big Brother, for at nævne nogle af slagsen, hvor “almindelige-mennesker-skal-leve-sammen-og-have-almindelige-int riger-og-sende-hinanden-hjem.
Det er de to kommercielle stationer TV3 og TvDanmark, der har taget den nye type tv-programmer til sig og på det seneste er der begyndt at tegne sig en kamp mellem de to kanaler om hvem, der kan have flest af den type programmer og overgå hinanden i hvad man kunne kalde indholdet, som dels handler om hvordan de almindelige mennesker skal overleve sammen, dels hvor meget seerne skal bestemme udviklingen. Skal deltagerne f.eks. opholde sig 100 dage i et hus på Vestegnen eller 40 dage på en øde ø i Indonesien? Og skal deltagerne selv bestemme, hvem der skal sendes hjem eller skal man inddrage seerne i opgaven med at finde en “vinder“?
TV MED SAMVITTIGHED
Tendensen med at lave udskillelsesprogrammer, hvor helt almindelige mennesker til gengæld for 15 minutters berømmelse skaber helt almindelige konflikter i opsatte rammer, begyndte med Robinson Ekspeditionen for tre år siden. I programmet følger man 16 helt almindelige danskere, der skal opholde og kæmpe mod hinanden på en “øde“ ø. Det er ikke første gang vi ser den slags programmer, hvor almindelige mennesker kæmper mod hinanden eller hvor man iagttager hvad der sker, når en gruppe er meget tæt sammen.
Men det nye og fascinerende element i programtypen er, at deltagerne skal stemme hinanden hjem og åbenlyst vise hvem de helst vil undvære. Situation er lidt underlig og deri ligger det fascinerende. For selvfølgelig er det betagende at studere intriger mellem grafiker Sonny og knallertreparatør Anton, men det bliver først rigtigt fængslende, når deltagerne også kan sende hinanden tilbage til start. Så har vi konflikten og fascinationen ved programmet. Deltagerne bliver nu mere end bare deltagere i et tv-program. De bliver dramaer og gladiatorer for folket.
Før TV3 fik Robinson Ekspeditionen havde programmet kørt på Sveriges Radio, hvor det var blevet en stor skandale, fordi en hjemsendt deltager begik selvmord. Men siden opnåede programmet en bragende succes.
TV 2, som dengang havde en direktør ved navn Jørgen Flindt Pedersen, fik som de første programmet tilbudt. Efter mange overvejelser endte direktøren med at beslutte, at man godt kunne sende det, bl.a. fordi man nødig så det ende på TV3. Beslutningen krævede dog, at den afdeling, som skulle have ansvaret for indkøb og produktion af Robinson, gik ind for det. I afdelingen havde man netop ansat to nye unge underholdningsredaktører, Palle Strøm og Keld Reinicke, der begge kom fra DR. De syntes ikke om programmet og fandt, at det stred mod noget dybt i dansk mentalitet. De ville hellere udvikle noget selv og lave “Tv med samvittighed“. TV3 fik derefter Robinson og det første gladiator tv-koncept var en realitet.
ROBINSON LIGHT
Den første Robinson i 1998 blev en stor succes for TV3, så stor at TvDanmark måtte gøre noget. Man ville også have sit gladiator tv-program og derfor lancerede man i 1999 Villa Medusa, et program, hvor man følger otte personer, der arbejder og bor sammen i et charterhelvede i Europa. Villa Medusa er en slags Robinson Light, idet deltagerne ikke sender hinanden ud af programmet, men “kun“ som afslutning på hvert afsnit giver hinanden Venus- og Mars-statuetter, som symbol på hvem de kan lide. Vinderen bliver den som får flest point af de andre. Der er altså ikke samme “slå hjem effekt“ som i Robinson Ekspeditionen.
Deltagerne i Villa Medusa er af samme kaliber som i Robinson, og selvom man i år har fået en storbarmet “underholdningschef“ fra en københavnsk pornobutik som medvirkende i Villa Medusa har det ikke givet programmet det store seergennembrud.
Programmet bliver set af omkring 200.000 personer, ikke det store, hvis man ser på, at Robinson i år har haft flere afsnit med over en million seere.
Som modtræk til TV3’s succes med Robinson lancerer TvDanmark derfor i begyndelsen af det nye år deres nyeste gladiator tv-koncept i form af det hollandsk indkøbte Big Brother. I programmet, der har opnået hysteriske tilstande i Holland og Spanien, hvor det er blevet vist, bliver ti personer lukket inde i et hus i 100 dage. I forhold til Robinson bliver Big Brother optaget live og det bliver op til seerne at bestemme, hvem der skal sendes hjem, ligesom seerne også kan følge udviklingen i huset på internettet.
24 TIMERS BAR
For et par uger siden kom modtrækket til Big Brother, da TV3 og Everyday.com proklamerede, at de til foråret lancerer tv-programmet Baren, der ifølge rygterne har slået Big Brother af banen i Sverige. Ifølge TV3 er Baren det første rigtige interaktive tv- og webprogram, hvor seerne har direkte indflydelse på handlingen. Konceptet går ud på, at ti almindelige danskere bliver sat sammen i ca. tre måneder for at drive en bar i det indre København. Deltagerne bliver døgnet rundt fulgt af 24 kameraer. TV3’s seere kan dagligt følge med i begivenhederne i en halv times udsendelse fra Baren, hvor dagens højdepunkter bliver vist.
Internetbrugere kan følge med døgnet rundt på baren.tv3.dk. Det er MTGs internet-portal Everyday.com, der står bag udviklingen af internetsiderne til Baren. For første gang i Danmark kan seerne også blande sig i udsendelsen ved at møde op i Baren. En gang om ugen sender TV3 direkte i en time fra Baren, når seerne skal stemme én af deltagerne ud af fællesskabet.
Afstemningen sker via internettet, telefon og SMS-tjenesten på mobiltelefoner. Den deltager, der klarer sig længst og bedst, vinder førstepræmien på en halv million kroner.
Ifølge TV3 er Baren i Oslo blevet et af de mest populære steder overhovedet og der er dukket et helt samfund op omkring den. Det håber man selvfølgelig også sker i Danmark, og TV3 har allerede fået flere tilbud fra forskellige barer i København, der gerne vil lægge navn og lokaler til. Stationen har dog pænt takket nej. Baren vil i stedet blive indrettet fra bunden i egnede lokaler et sted i København, mens spiritus-bevillingen vil blive købt af en værtshusholder.
Med Baren står det umiddelbart 2-1 til TV3 i kampen om at levere de mest vovede gladiator tv-programmer, da Villa Medusa ikke rigtigt kan tælle med i den kategori.
Det bliver derfor spændende at følge TvDanmarks næste træk, for fantasien hos de to kanaler ser ikke ud til at have nogle umiddelbare grænser.
Måske er Flyrejsen en ekstrem ide, men der kan ikke gå lang tid, før det ikke er nok at se folk sende hinanden hjem eller ud af programmet og efterhånden må listen af eksotiske steder, hvor den slags programmer kan foregå også slippe op. Så hvis tendensen skal følges til ende, vil seerne også forlange at se deltagerne lide fysisk. Eller også vil man fylde nyt liv på programkonceptet ved at lade gladiatorerne være kendte mennesker. Så måske bliver vinderen af Robinson Ekspeditionen 2001 ikke en fysioterapeut fra Borup ved navn Lonnie, men TV3’s egen vejrguru Michael Jarnvig.
illuer:
bigbrother.dk
baren.tv3.dk