Hvor tager man hen, hvis man vil møde den internationale reklamebranches absolutte top og nogle af verdens allerstørste brands?
Det logiske svar er Cannes Lions verdens største kreative festival, som finder sted hvert år i juni – men i næste uge lægger Martin Sorrell, Maurice Levy, Unilever, Procter & Gamble og en stribe andre store navne i reklame- og marketingbranchen vejen forbi Las Vegas for at deltage i det årlige Consumer Electronics Show (CES).
Showet – der ellers traditionelt karakteriseres som verdens største gadget-messe, og stedet hvor nye smartphones, fladskærme, spillekonsoller og andet legetøj præsenteres – har nemlig udviklet sig til et must for verdens største reklamekoncerner og en stribe af verdens største brands. Også de ”ikke-elektroniske”.
Og det er der ifølge den kreative direktør hos San Francisco-bureauet Goodby, Silverstein & Partners, Christian Hale en god grund til – ud over naturligvis at møde eksisterende og potentielle kunder:
– I 2012 ligger reklame mere end nogensinde i krydsfeltet mellem teknologi og storytelling, siger han til avisen The Wall Street Journal. Eller som adage.com skriver:
– To mega-trends: Dels fokuserer teknologien i stigende grad på reklamefinansierede modeller – og dels har de store brands opdaget, at hvis man vil ramme næste generation, må man forstå, at teknologien er i fuld gang med at lave om på den måde hvorpå de handler, kommunikerer, bruger medierne og oplever brands.
Ifølge Wall Street Journal, er teknologien fx også årsag til, at ”dødsdømte” reklameplatforme som tv og print har fået nyt liv.
– Reklamebranchen har selv afsagt indtil flere dødsdomme over tv- og print-reklamer, men sidste år pustede teknologien nyt liv i dem igen: Youtube skabte øget seening af tv-reklamer og iPad’en var med til at gøre print-annoncer sexede igen. Og således vil teknologien også i 2012 fortsætte med at invadere og om-organisere hvert eneste aspekt af reklame- og marketingverdenen.
Tag nu fx Kraft Foods, som på det seneste har givet en af verdens ældste reklame- og marketingmetoder – sampling – nyt liv med en automat, der ved hjælp af Intel-teknologi ”genkender” ansigter og derfor kun uddeler smagsprøver af den nye Jelly-O Temptation-snack, til repræsentanter for den voksne målgruppe.
Et barn, der prøver at få fat i en smagsprøve, mødes med denne besked: Sorry kid. You’re too young to experience an indulgence like this. Please step away so the adults can get their free treat…
CES-konferencen finder sted i Las Vegas i næste uge fra den 10. til den 13. januar.
Du kan læse mere
her.
Og Jell-O-sampling-maskinen kan ses herunder…
Crispin Porter + Bogusky står bag kampagnen sammen med Kraft, Intel og Clarity.