Aldrig har så mange danskere levet som singler – det gælder for 37 pct. af den voksne befolkning – men vender man blikket mod reklameverdenen, så har rigtig meget af den kommercielle kommunikation stadig den traditionelle kernefamilie som omdrejningspunkt og parforholdet som ideal.
Er det ideelt?
Det sætter et nyt forbrugerstudie foretaget af reklame- og vidensbureauet envision et stort spørgsmålstegn ved.
– Reklamer er tit mange lysår væk fra, hvor min hverdag er og det billede, jeg har på mig selv og mine andre singlevenner og -veninder…, lyder det bl.a. fra en singlekvinde på 46 år, der er interviewet i forbindelse med studiet.
Envision løfter mere af sløret for undersøgelsens resultater på et gratis formiddagsseminar i Aarhus, hvor fokus er rettet mod, hvordan annoncører fanger, fastholder og flytter singleshopperen.
– Med relevant viden om singlerne kan vi bedre vurdere om kommunikationen og produktudviklingen med fordel kan drejes eller målrettes bedre. På en intelligent, interessant og sympatisk måde, naturligvis, lyder det i en pressemeddelelse fra Mona Juul, CEO og partner i envision.
Vil aflive single-myter
Undersøgelsen kigger bl.a. nærmere på, og afliver, nogle af de myter, der typisk gælder for singler.
Myte 1: Singler har det skidt med at være singler
Singler har det overordnet fint med at være single. De nyder deres frihed, uafhængighed og fleksibilitet. Nok er stigmatiseringen ikke helt væk, men den er godt på vej. Syv ud af ti singler har det overvejende godt med deres singlestatus, mens hele otte ud af ti sætter stor pris på deres frihed som single. Og faktisk er der meget langt mellem dem, der synes, det er lidt pinligt at være single.
Myte 2: Singlers liv handler om at finde den eneste ene
De fleste singler fortæller, at de da gerne vil have en partner, men ikke for enhver pris. De vil ikke gå på kompromis med deres livsstil bare for at få en kæreste. At finde en partner er også langt fra det, der står øverst på singlers dagsorden. Ganske få erklærer sig enige i, at de aktivt søger en partner/ægtefælle.
Rigtig mange er altså ”Single by Choice” – enten bevidst eller ubevidst, fordi de er forholdsvis kræsne og krævende.
– Som brand og annoncør skal man passe på med at gå blindt ud fra og lave kommunikation på nogle for-forståelser, man tror, er sande. For det kan nemt give bagslag. Ligesom de fleste andre mennesker bryder singler sig nemlig ikke om at føle sig misforstået, siger Anders Tranæs, COO hos Envision.
Singles’ Day større end Black Friday
Som nævnt præsenteres undersøgelsen ved et seminar, der afholdes den 11.11.
Det falder sammen den internationale Singles’ Day, der hvert år falder på den dato på grund af de fire et-taller, der både symboliserer alle singler og de fire kinesiske singlemænd, som tog initiativ til mærkedagen i 90’erne.
Dengang handlede Singles’ Day primært om at fejre alenelivet og være stolt af sin singlestatus.
Det gør den sådan set stadig, men den har udviklet sig til også at handle om noget andet – nemlig forbrug. Endda rigtigt meget forbrug.
Den kinesiske pendant til Amazon, Alibaba Group, så et kommercielt potentiale og med Singles’ Day skabtes verdens største forbrugsfest, der overgår andre store indkøbsdage med flere længder.
Faktisk er Singles’ Day på verdensplan større end Black Friday og Cyber Monday tilsammen. Sidste år tog det fx bare otte minutter for Alibaba at omsætte den første mia. dollar.