Da strimmelregnemaskinen i begyndelsen af 70erne blev afløst af lommeregnerne, kunne man få en rimelig model med de fire regningsarter for små 1.000 kr. I dag er en tilsvarende lommeregner svundet ind til en tredjedel af størrelsen. Og prisen – tja, – den er langt under 100 kr.
På samme måde går det med al anden elektronik. Enten falder prisen i løbet af kort tid, eller også erstattes udstyret af en ny model, der kan meget mere end forgængeren. Den tendens har også ramt fotobranchen i takt med, at fotograferne går fra konventionel filmoptagelse til digital optagelse og digital efterbehandling af billederne.
– At købe digitalt fotoudstyr og udstyr til billedbehandling er næsten som at købe computer. Man ved, der kan komme noget, der er dobbelt så hurtigt til samme pris et år efter. Men der er ikke andet at gøre end at købe – og så glemme prisen dagen efter, siger Martin Moos, der er chef for den digitale billedbehandling hos Schiller & Co. Han mener det er udviklingen, og at man ikke får noget ud af at gå og ærgre sig.
– Man er tvunget til at springe til. Man skal jo købe til behov og ikke til fremtiden. Tidligere afskrev vi udstyr over fem, otte eller ti år. I dag afskriver vi over to år. Sådan er virkeligheden. Det går ud over produktions-omkostningerne, og det må være en stor udfordring for de mindre reklamefotograf-virksomheder, vurderer han.

FILM ELLER HARDDISK
Det er en ny økonomisk orden for mange i fotobranchen, der er vant til, at klassiske kameraer og optikker holdt flere år(-tier). Den største del af optagelserne til high end – hele 99 pct., vurderer Martin Moos – optages stadig konventionelt på film og vil efter hans mening blive det mange år endnu. Processen bliver først elektronisk, når de eksponerede film fremkaldes, indscannes og bearbejdes videre digitalt i billedbehandlingen. Derfor går der længe, inden film helt forsvinder.
– Der er også en del opgaver, hvor fotograferne synes, at det er upraktisk at benytte de digitale bagstykker. For eksempel når der skal bruges flashlys eller ved locationoptagelser “i Alperne“.
– Herudover er det den kortere produktionstid og de lavere materialeomkostninger, der bestemmer, om fotografen vælger at optage digitalt. Mange reklamefotografer benytter kun de digitale kameraer til standardopgaver, supplerer Martin Moos.
Derfor har den nye økonomiske orden mere ramt de håndholdte digitale kameraer, der benyttes af reklamefotograferne til specielle opgaver samt af pressefotograferne. For blot to år siden kunne man blive udsat for at betale 100.000 kr. pr. kamera, hvorefter en konkurrerende producent få dage efter kunne præsentere en tilsvarende model til “kun“ 60.000 kr. I dag hævder leverandørerne, at priserne – i al fald listepriserne – er ret stabile, så man ikke kommer ud for at betale “alt for meget“ for et kamera.
– Nogle af de digitale high end-kameraer holder en del år, fordi de stadig kan det samme, som da de blev købt. Vi har f.eks. et kamera, vi bruger til A4 katalogproduktion. Det er stadig fint til den type opgaver, selv om der er kommet en ny udgave, der kan gå op i A3.
– Alligevel køber vi ny hardware hvert år og ny software løbende – vel hver tredje måned. Samtidig nedgraderer vi det gamle udstyr til andre opgaver. Vi er jo et stort hus.
– Den største udgift ligger nemlig ikke i udstyret. Den ligger i de kompetente medarbejdere. Jeg tror fordelingen er 80/20 – altså at udgiften til udstyr kun tegner sig for 20 pct. Det betyder så også, at uddannelse af medarbejderne er vigtigt. Håndværket er stadig vigtigt, slutter Martin Moos.