Nye tal fra den internationalt anerkendte handelspolitiske vagthund Global Trade Alert (GTA) viser, at antallet af protektionistiske tiltag i form af f.eks. statslige støtteauktioner og importtariffer vokser kraftigt. Alene i de seneste tre måneder er antallet af nye tiltag vokset med 100. Eksperter peger på, at den øgede protektionisme især er en trussel mod de små åbne økonomier som den danske.
Ifølge den nye rapport er der, siden verdens største økonomier i G20 tilbage i november 2008 lovede at holde sig fra protektionisme i deres bekæmpelse af den globale krise, blevet indført 746 tiltag verden over, som på en eller anden måde diskriminerer andre landes kommercielle interesser. G20-landene står selv for 630 af de nye tiltag, og ser man på en toptiliste over de værste syndere, kommer Danmark sammen med EU27 på en kedelig førsteplads med sammenlagt 154 tiltag. Frygten for en forværring deles af eksperterne fra Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet.
– Det er helt klart bekymrende, det vi ser for øjeblikket, særligt i lyset af de positive tegn, vi i øvrigt har oplevet i verdenshandlen, som burde tale for, at landene så småt burde være i gang med at udfase nogle af de ekstraordinære tiltag, som de har indført under krisen, vurderer professor Philipp J.H. Schröder.
Borsen.dk