Fire dages optagelser i Amsterdam og Rotterdam under instruktør-ledelse af Anders Schrøder fra det københavnske motion design-hus Frame.dk er blevet til en film, som lige nu er med til at promovere japanske Wacoms nye produkt Cintiq Companion over hele verden.
Wacom er især kendt for sine tegnetablets som bliver brugt over alt i den kreative branche.
Via sin hollandske agent Artbox vandt Frame jobbet for Wacom i konkurrence med en håndfuld andre europæiske motion design-huse.
– Det var en kampagne for et ultra hemmeligt produkt, vi skulle pitche på. Cintiq Companion er en super tablet med enorm regnekraft og meget trykfølsomt display, som gør, at man faktisk kan tage hele sit studie med sig i tasken. Og det var netop det USP, vi spillede på i vores treatment, siger Thomas Bay, der er partner og Executive Producer i Frame.
Udfordrede bureauet
Frame vandt, selv om det var et ”long shot”, som Thomas Bay formulerer det, da man valgte at udfordre bureauets ide både i form af nydesignede style frames og omskrevet script.
– Med Cintiqs målgruppe i baghovedet ville vi skabe et grafisk udtryk og animationssprog, fremfor det transformeragtige og gennemtærskede koncept, som bureauet efter vores opfattelse havde foreslået. De elskede det, og vi vandt jobbet, siger Thomas Bay.
Frame omskrev scriptet på ny, lavede storyboards og testanimationer, før de gik i produktion.
– Vi lavede også et fuldt eksekveret skud, som blev animeret og compet, som var det det rigtige materiale for bedre at beskrive for kunden, hvordan animationsstilen ville udarte sig. Desuden ville de få en masse tekniske spørgsmål besvaret, som var alfa og omega før, under og efter shoot.
Efter klippet var godkendt og gradet, bestod arbejdet for Frame i stribevis af animationer og designs – der skulle designes en masse design frames til hver enkelt live action sekvens. Disse skulle så animeres i 3D og 2D, og partikelsystemer skulle udvikles og integreres med resten af animationerne. Et arbejde, der i øvrigt foregik i samarbejde med ligeledes danske Gimmick Visual Effects.
International sammenkobling
Projektet var ifølge Thomas Bay specielt interessant, da det var en international sammenkobling af kompetencer og samarbejder.
– Frame er dansk, agenten og produktionshuset var fra Holland, bureauet tysk, kunden japansk og marketingafdelingen hos Wacom fransk. Det hele forløb ganske smooth, det var virkelig en fed oplevelse, og både vi og kunden er rigtig godt tilfredse med resultatet, siger Thomas Bay.
Frame flyttede for et par måneder siden i nye og større lokaler i Sankt Annæ Passage i Bredgade i indre København.
Kernekompetencerne hos Frame er fortsat design, instruktion og animation, men efter flytningen til større lokaler er der nu også blev plads til klip og grading.
Inden for de senere år har Frame leveret arbejde til flere og flere udenlandske kunder, som fx Ford, Lincoln, Nike, Adidas, MTV, Sony Ericsson, Mazda, Sprite, Cartier, Fox og britiske TV3.
Du kan se et Directors Cut af Frames film for Wacoms nye tegne-tablet her.