Med stolthed i stemmen fortæller Svend Hollensen, at hans bog “Global Marketing“ er blevet anmeldt i Journal of International Markting.
Svend Hollensen, ph.d., er lektor ved Institut for Marketing, Syddansk Universitet/Sønderborg.
Hans digre værk på ikke mindre end 600 sider udkom i 1998 ved Prentice Hall, en bedrift i sig selv og et gevaldigt skulderklap til en yngre dansk forsker i en verden der er fyldt med international marketing-litteratur.
Svend Hollensen fortæller videre til Markedsføring, at bogen er rigtig godt på vej ind i USA og England, og den i år vil blive lanceret i Indien, hvor der er 800 regeringsgodkendte business schools. Bogen i Indien vil komme i en special-udgave sammen med en indisk medforfatter. Desuden er bogen ved at blive oversat til tysk.
Derimod er 2. udgaven af bogen blevet bandlyst i Mellemøsten (i de muslimske områder), fordi der er et par cases, der berører temaet erotik (Playboy Enterprises kondomer). Hvis bogen skal udgives i de muslimske lande skal den i hvert fald komme i en special-udgave. “Jeg håber ikke at ende som Salman Rushdie“, tilføjer Svend Hollensen. Bogens hjemmeside er www.booksites.net/hollensen, med gode links til international marketing info ved at klikke på “Students“ ressourcer.
FORSINKET VæKST I E-HANDEL
Udviklingen vil gå langsommere, end guruerne forudsiger, men der er ingen tvivl: Markedsføring og køb og salg på internettet vil vokse i de kommende år, forudsiger Svend Hollensen. I bladet Ny Viden fra Syddansk Universitet oplyser han, at selv i USA er det endnu kun to procent af al omsætning, der sker via e-handel, og i Europa er det endnu mindre. Og virksomhederne på nettet har indtjeningsproblemer, blandt andet fordi de bruger for mange penge på at markedsføre sig, tilføjer Svend Hollensen og henviser til en amerikansk undersøgelse, der dokumenterer, at udgiften til markedsføring er større end omsætningen hos e-handelsfirmaerne. En anden hindring er chefernes tilbageholdenhed over for e-business. Om 20-30 år vil næste generation grine ad den mentale barriere, men i dag er den reel.
REKLAMENS FORM OG INDHOLD
Et af de mange projekter ved Forum for Reklameforskning handler om reklamens form og indhold. Det er et emne, som både Reklameskolens rektor Ole E. Andersen og cand. merc. Gitte Bach Lauritsen i nogen tid har beskæftiget sig med. Cand.mag. Lars Pynt Andersen er nu blevet tilknyttet projektet, idet han agter at skrive en ph.d.- afhandling om emnet
Som et foreløbigt oplæg til sin ph.d.-afhandling har Lars Pynt Andersen udgivet et research paper, der giver en introduktion til emnet. I det pågældende paper beskæftiger Lars Pynt Andersen sig med reklamens appelformer og virkemidler med henvisning til en række eksempler fra dagens reklamer. Han mener, der især er behov for forskning i reklamefilm, hvor spørgsmålet bl.a. er hvordan retorikken finder udtryk i en tv-reklame i forhold til billeder i printreklame. Han mener således, at der er behov for en udvikling af den visuelle retorik, der også indtænker filmens temporale aspekt. Lars Pynt Andersen erkender, at semiotik, som der tidligere har været forsket i på Institut for Afsætningsøkonomi, er vigtig, men tilføjer, at semiotikken ikke er tilstrækkelig til at forstå effekten af reklamens indhold.
I første række vil der i forbindelse med reklamefilm-projektet blive foretaget en kodificering sammen med en nedsat erfa-gruppe. Derefter skal der foretages dybdeinterviews med forbrugere.
Både i forbindelse med dette og andre projekter ved Forum for Reklameforskning bliver medlemmerne tilbudt afholdelse af interne kurser/faglige diskussioner med udgangspunkt i projektets foreløbige resultater. I dette tilfælde med emner såsom reklamens form og indhold, virkemidler og klassifikationsmuligheder. Endvidere kunne et sådant kursus tænkes praktisk rettet mod den interne kommunikation mellem kreative og administratorer om reklamens form og indhold. Lars Pynt Andersen kan træffes på tlf. 38 15 28 89 og har e-mail adressen: lpa.marktg@cbs.dk