Caroline Morell Bøstrup Asmussen har vundet Women in Marketing Awards (WiM) 2020 i kategorien Independent Consultant.

– Jeg kan slet ikke forstå, at jeg vinder. Især i en kategori med så stor konkurrence, at juryen desuden har udnævnt en “highly commended”, en “commended” og en “special mention”, siger Caroline Morrell Bøstrup Asmussen, der er bosat i London, hvor hun arbejder som selvstændig Strategy Director.

Det er 10. gang, at Women in Marketing (WiM) uddeler priser og hædrer kvinder beskæftiget med marketing, reklame og kommunikation verden over.

WiM’s vision er, ifølge organisationens hjemmeside, at fremme de ”feminine kvaliteter – empati, blød magt og følelsesmæssig intelligens – som kvinder bringer ind i forretningsverdenen og politik”.

Caroline Morell Bøstrup Asmussen opfatter prisen som ”en helt vild tilkendegivelse, som jeg i min vildeste fantasi ikke havde turdet håbe på”.

– Personligt føler jeg mig enormt stolt og beæret over, at mit arbejde bemærkes. Især som freelancer, som ofte ikke står øverst på listen, når der deles anerkendelser ud, siger hun.

Har været verden rundt

Caroline Morell Bøstrup Asmussen mener ikke, at hun har gjort noget specielt i det seneste år, der har resulteret i WiM-prisen, men at ”der snarere er tale om en anerkendelse af hele rejsen som Independent Consultant”.

Blå Bog

  • Navn: Caroline Morell Bøstrup Asmussen
  • Alder:  35 år
  • Job: Strategy Director – Freelance
  • Uddannelse: M.Sc. Marketing Communication Management, CBS
  • Tidligere job: Freelance for bl.a. Sunshine og Spring Studios i London, Grey Group i Dubai og Singapore og MNSTR i Paris. Forinden blandt andet Planning Director og Head of Digital Strategy for Saatchi & Saatchi i London samt diverse titler fra Ogilvy i både London og København.

Den begyndte i 2017, hvor hun, ”primært for at udfordre sig selv” sprang ud i konsulent/freelance-tilværelsen i marketingbranchen efter blandt andet at have været Planning Director og Head of Digital Strategy for Saatchi & Saatchi i London.

Forinden havde hun beklædt forskellige poster hos Ogilvy i København og  i London, hvor ”The Gig Economy” siden har fået et gennembrud.

– Det kan være svært at undgå at få lidt ”skyklapper” på, når man arbejder i et “market hub” som London, men jeg husker jo tydeligt, hvordan det var at modtage kampagner på den anden side af bordet, da jeg arbejdede i Danmark, så det var der, ideen til min freelance-rejse startede, siger hun.

Det første ”gig” var i Paris for det digitale bureau MNSTR, dernæst gik rejsen til Dubai, hvor hun arbejdede som Regional Strategy Director hos Grey på tværs af markeder som Saudi-Arabien, Qatar, Libanon og Kuwait.

– Derefter flyttede jeg med Grey til Singapore og gav mig i kast med Sydøstasien, hvor jeg dykkede ned i markeder som Indonesien, Thailand, Malaysia og så videre. Da jeg vendte hjem til London igen, handlede min rejse og udfordring mere om at prøve forskellige typer bureauer og kunder af, siger Caroline Morell Bøstrup Asmussen.

Bredt kulturelt afsæt

Hun har siden arbejdet som blandt andet strategisk konsulent for smykkevirksomheden Finematter og The London Philharmonic Orchestra i Europas reklamehovedstad.

– Så mit fokus har været på mindre, men mere kreative, bureauer og kunder. Her her jeg kunnet tilføje større strategisk værdi og have bredere indflydelse via kreativ strategi med et globalt og kulturelt afsæt, siger Caroline Morell Bøstrup Asmussen.

Hun mener, at det at freelance og konstant udforske nye og forskellige kulturer, lande, bureauer, brands, kunderelationer og sektorer gør, at hun ”konstant har kunnet udvide min horisont, udfordre mig selv og lære fra alle de nye omgivelser og input”.

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at dette i høj grad har influeret måden, jeg skriver kreativ strategi på, slutter Caroline Morell Bøstrup Asmussen.