Kommunikationsplatformen Discord har i kølvandet på en vækst i antallet af brugere ønsket at positionere og genintroducere platformen, der især har været kendt i gamerkredse, som en platform, der er andet end netop en gamerplatform.

Det oplyses i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at AKQA i København det sidste halve år har stået i spidsen for “det strategiske og kreative arbejde med at udvikle ny brandstrategi, purpose, brandidentitet og -narrativ.”

Selv om gaming stadig fylder på platformen, så bruger folk verden over i dag Discord til meget andet, oplyses det.

Repositioneringen skal derfor understøtte den udvikling og skabe mere vækst i nye segmenter.

Opgaven var således at reintroducere platformen og samtidig bevarer det, som de oprindelige brugere er blevet tiltrukket af.

Kort om Discord

  • Grundlagt i maj 2015 med hovedkontor i San Francisco, CA.
  • Voice-, video- og tekst-platform.
  • 19 millioner aktiver servere med mere end 150 millioner aktive brugere månedligt.
  • 350+ medarbejder globalt.
  • 40 pct. af de daglige brugere bruger voice-funktionen i 146 minutter i gennemsnit pr. dag.
  • 78 pct. af de aktive brugere siger, at de bruger Discord til andet end gaming.

Kilde: Discord/AKQA i København.

Ifølge pressemeddelelsen indkapsler det nye brand-narrativ “Imagine a place” Discords ambition om ”at være et positivt alternativ til andre kommunikationsplatforme ved at sætte brugernes behov først og ikke gøre dem til en handelsvare.”

Det oplyses, at Discords purpose er “to create space for everyone to find belonging”, og narrativet lader det dermed være op til brugerne at definere det, der skaber ”belonging” for dem, forklares det.

– Det er både interessant strategisk og kreativt. “Imagine a place” giver plads til at fortolke platformens alsidighed og funktionalitet uden at kommunikationen bliver for bogstavelig og sætter Discord i en snæver kasse. Vi skal inspirere folk og kommunikere om platformen på ny, samtidig med at vi bibeholder Discords finurlige tonalitet, der gennemsyrer alt, hvad de gør og er med til at holde platformen original og menneskelig. Det som brugerne elsker den for, siger Nicolai Smith, der er Executive Creative Director hos AKQA i København.

Repositioneringen bliver fulgt op af en større brandkampagne, der forventes at være i luften 1. August. Discord har 150 millioner brugere om måneden. Det seneste år har platformen oplevet en fordobling af antallet af brugere, oplyses det.