Mobil-brugere er klart mere reklamekritiske i Vesten end på nye markeder. Apple dominerer i Vesten, mens Android har vundet slaget om BRIK-landene. Det fortæller en ny analyse fra PwC, baseret på 3.800 personer i USA, UK, Brasilien og Kina.

Lad os bare se på resultaterne af den omfattende analyse med det samme:

• Alle forbrugere bruger smartphones og tablets til at tjekke vejr, bruger lokations-muligheden, går til de sociale medier og spiller spil.

• I Vesten går vi halvt så ofte til professionelle netværk (LinkedIn) som i de nye markeder.

• Vi er også markant mindre tilbøjelige til at købe varer og tjenester via de mobile devices.

• I USA og UK bruges platformene mellem 17-25 pct. til at se tv og streame film, mens brasilianerne og kineserne er meget aktive. (68-73 pct.)

• Folk på nye markeder downloader dobbelt så mange apps som på de gamle.

• I USA og UK er man præcist halvt så tilbøjelige til at dele personlige data (28-30 pct.), som i Brasilien og Kina (58-68 pct.).

• I Vesten klikker vi også kun halvt så meget på mobil-annoncer (29-33 pct.), som de er på de nye markeder (78-82 pct.)

• Over halvdelen af mennesker i USA og UK ønsker aldrig at blive udsat for mobil annoncering (52-56 pct.), mens næsten halvdelen af brasilianerne (44 pct.) og kineserne (47 pct.) ønsker at modtage kommercielle budskaber dagligt.

Hvad er mon forklaringerne på de enorme forskelle?

– Det er for så vidt ganske enkelt, siger Steffen Krabbenhøft, Head of Mobile EMEA hos Mediacom.”I emerging markets har forbrugerne ikke anden adgang til brands end via mobile devices. De er i det hele taget mere afhængige af mobilen til mange ting, og det smitter af på holdningen til brands.”