“Bevar Tivoli på danske hænder“ er budskabet i en ren græsrodskampagne, som reklamebureauet Gorm Larsen & Partners netop har lanceret. Formålet er at samle penge ind til at købe synlighed for budskabet.
– Det er ren græsrod, á la “Atomkraft, nej tak“ i sin tid. Vi vil simpelthen bare have så mange danskere som muligt til at bakke op om budskabet om, at Tivoli bør bevares på danske hænder, fortæller adm. direktør Karsten Koed, Gorm Larsen & Partners. Bureauet har dannet en ny forening til formålet med fundats, vedtægter og det hele.
Ideen er at få folk til at melde sig ind i foreningen. Prisen er den samme som en entrebillet til Tivoli, dvs. 49,- kr., men større beløb modtages også gerne. De penge, der indsamles går ubeskåret til markedsføring af foreningens mål.
I første omgang er der indrykket en helside i Ekstra Bladet, men flere vil følge, også i andre medier, når der efterhånden bliver penge til det.
Aktiviteten er kommet i stand i samarbejde med Nordfoto, Telecom Scandinavia og Jubii. Telecom Scandinavia tager imod indmeldelser i deres telecom-center, mens Jubii sikrer annoncer på deres hovedstrøg plus link til den hjemmeside, som bureauet også har lavet for foreningen. Den findes på www.glp.dk/tivoli.
– Vi vil være rigtige græsrødder og enten dø i stolthed over at have været det – eller sole os i succesen. Og hvis Tivoli i løbet af kort tid skulle blive solgt til danske hænder, så er det jo bare helt fint – så er det jo som vi synes, det skal være, siger Karsten Koed.


Illustration: www.glp.dk/tivoli