Glyngøre NemFisk er en ny kategori af færdigretter, som skal bringe danskerne tættere på Fødevarestyrelsens anbefaling om at spise fisk to gange om ugen.
Det nye koncept består af en række sovser, som primært skal gøre lettere for børnefamilier at tilberede fisk til hverdag.
Med Glyngøre NemFisk forsøger Orkla Foods at udnytte efterspørgslen efter detailpakket fisk og samtidig modernisere Glyngøre-brandet, der traditionelt forbindes med sild. En kategori som igennem en årrække er gået stærkt tilbage. Et nyt kreativt univers skal skabe awareness om brandets nye plads på middagsbordet.
Det letteste i verden…
Bag konceptet står LoweFriends og kreativ direktør Hans-Henrik Langevad fremhæver, at kampagnen har et lidt andet fokus end det folkekære Minna og Gunnar-univers, hvis målsætning har været at få flere danskere til at spise mere fisk.
– Vi skal ikke lære danskerne, at de skal spise mere fisk. Vi henvender os derimod til den del af befolkningen, som gerne vil spise mere fisk, men som ikke får det gjort, fordi de føler det er for besværligt, og at de ikke har nok tid, understreger Hans-Henrik Langevad.
Lanceringen kommer til at bestå af ligelig above- og below the line aktiviteter, hvor omdrejningspunktet bliver en tv-kampagne, som dels skal skabe awareness omkring den nye kategori, men også fastslå, at det at lave en fisk, som hele familien kan lide, er ”den letteste kogekunst i verden”, som det lyder i afmeldingen i det nye reklamespot.
Budskab i børnehøjde
– Vi har forsøgt at tage udgangspunkt i børnenes tilgang til livet, hvor vi har forsøgt at lægge os tæt op af nogle kendte universer som Krumme, Pipi Langstrømpe og Børnene i Bulderby, forklarer Hans-Henrik Langevad og uddyber: ”Budskabet er nøje afgrænset til én målgruppe, børnefamilierne – og skal en gang for alle understrege, hvor nemt det er at lave fisk. Så nemt, at selv børn kan finde ud af det.”
– Samtidig har vi forsøgt at hæve niveauet ved at prøve at italesætte NemFisk som kogekunst, så familierne samtidig får en følelse af, at de også opnår et socialt og ernæringsmæssigt plus, tilføjer Hans-Henrik Langevad.
Karina Marott, marketingchef hos Orkla Foods tilføjer, at man har forsøgt at placere Glyngøre NemFisk midt imellem etablerede kategorier som fisk, sovser og færdigretter. Hun fremhæver, at der er tale om et relativt uopdyrket marked og henviser desuden til, at forbruget af færdigretter, generelt er lavere i Danmark end i andre lande.
– Danskerne vil typisk gerne være med til at bestemme selv. Derfor er Glyngøre NemFisk i højere grad tænkt som færdigtænkte retter, som først og fremmest skal fungere som en hjælpende hånd i de danske køkkener, der får fisken til at smage godt, siger hun.
Hun håber, at NemFisk kommer til at virke som en katalysator for at få mere fisk på danskernes tallerken, og derfor i det hele taget, at NemFisk dermed også kan medvirke til at øge omsætningshastigheden på både frisk og frossen fisk. Derfor er ambitionerne da også store forud for lanceringen, hvor målsætningen første år er at sælge én million enheder.
Kampagnen går i aften i luften på TV 2 og kommer til køre de næste tre uger frem. Samtidig bliver der iværksat flere hundrede samplingaktiviteter i landets supermarkeder, og derudover er der planlagt to regionale PR-events.
Se en forsmag på det nye reklamespot i toppen af artiklen og læs mere om NemFisk-kampagnen i det nye nummer af Markedsføring, som er på gaden i denne uge.