Der var ikke et øje tørt, da panelet i Markedsførings Karakterbog, der produceres af AC Nielsen AIM, havde set en reklamefilm for Interflora.
Meget god film, lød de første kommentarer. Til gengæld kom det til at knibe med de gode ord, da spørgsmålet faldt på, om det også var en god reklamefilm.
Den pågældende film kørte i perioden op til jul, og skildrer en mand, der kæmper sig gennem et koldt og snedækket landskab højt mod nord. Han kæmper sig frem til et hus og banker på med ishakken. Det viser sig at være Santa Claus’s hjem (filmen er på engelsk) og manden er et bud fra Interflora, der overbringer blomster fra “Little Thomas in Aalborg“. Budskabet handlede om, at man kan sende blomster til overalt i verden for 50 kr. og til Danmark for 40 kr. – en pointe, som halvdelen af panelet faktisk ikke fangede i første visning. Sidste sekvens viser, at “little Thomas“ får en større julegave.
Filmen opnår gode tal i testen. Den har været brugt før, og det er baggrunden for, at 54 pct. angiver at have set den, selvom den faktisk kun opnåede en nettodækning på 50 pct. i den aktuelle kampagne-periode. Men den har altså en høj erindringsværdi.
Brandingen lander på 17 pct., som kunne nævne Interflora – et resultat på det jævne. Det er målgruppen 13-24 år, der fanger filmen og brandingen bedst, og det er måske diskutabelt, idet det næppe er den aldersgruppe, der sender flest blomster.
– Med elementet af bestikkelse er der ikke noget at sige til, at børnene fanger den, lød Anders Høiris’s kommentar.
Filmen får desuden et positivt skudsmål af danskerne i form af en ad-liking klart over gennemsnittet. Kun 15 pct. kan ikke lide den. Der er ikke den store forskel mellem mænd og kvinder – hverken på kendskab, branding eller ad-liking.
Diskussionen i panelet kom til at handle om branding – om den sælger Interflora generelt eller om den sælger budskabet om 50 kr. for at sende blomster overalt i verden.
Anouska Sinding: – Jeg er paf. Jeg fangede overhovedet ikke budskabet om priserne, før jeg blev gjort opmærksom på det. Det skulle man måske nok have gjort tydeligere.
Anders Høiris: – Det er en meget helstøbt novellefilm. Men derfor er der heller ikke plads til at gøre det, reklame skal – nemlig at sælge et produkt og et budskab. Jeg tror ikke, den sælger blomster, og jeg synes også, at der er en problemstilling i at bruge julemanden til det, samt i at den er på engelsk.
Anouska Sinding stillede også spørgsmålstegn ved sprogvalget.
Lisbeth Radant: – Det relevante forsvinder i filmen. Vi har et tal for branding i form af, om man kunne nævne Interflora. I dette tilfælde ville det være interessant at have et mål for, hvor mange der har fanget budskabet om prisen.
Henrik Dahl: – Filmen skal roses på mange måder. Men den er også et eksempel på, hvor svært det er at komme det sidste stykke vej. Det er lige som med Mount Everest. Det er i princippet let nok at komme op til 8600 meter. Det er på de sidste par hundrede meter, at det går galt.