De fleste griner højt, hvis man hævder følgende: Reklame kan faktisk gøre noget godt. Sludder og vrøvl, skrammel er vel skrammel uanset indpakningen, lyder det normalt.
Men det passer ikke altid.
For år tilbage satte en af verdens mest estimerede bureaukæder, Saatchi & Saatchi, sig som mål, at kreativitet kan bruges konstruktivt. Endda i en global kontekst.
Ledelsen udfordrede alle Saatchis afdelinger, og wupti dukkede en idé op: Hvorfor ikke lade palæstinensere og israelere donere blod til den samme blodbank, så ofrene fik hjælp fra både høje og venstre side af striden. Uden at vide, hvem donoren var. Enkelt, genialt, uden at påstanden var, at konflikten ville blive løst.
Blodbanken arbejder forsat på højtryk – uheldigvis kan man sige – og lige så stille spreder ordet sig fra palæstinenser til palæstinenser og israeler til israeler.
Et godt formål
Vi gør det samme her i Huset, om end med mindre drama, idet vi har Reklame for Alvor konceptet som en CSR-aktivitet. Vi har etableret en stærk jury, og Susanne Lund, partner hos Bates, skriver en brief. På den baggrund udvælges en værdigt trængende organisation, der dels har et alment formål i sigtekornet, og dels ikke har en krone til den slags kommunikation.
Sidste år vandt Alzheimerforeningen serveretten, Psykiatrifonden i 2012 og Livslinien i 2011. Helt sensationelt var det ”Skolen for Visuel Kommunikation” i Haderslev, der skabte vinderkampagnen i 2013.
Og nu for at nå frem til det, vi burde have indledt med, nemlig et opråb til landets bureauer. Vil I virkelig tabe til en flok dygtige om end endnu ikke uddannede studerende? Nej, vel vil I ej. Vi ved her fra pålidelig kilde, at AdPeople er i gang med at arbejde på endnu en gang CSR-kommunikation.
Hvordan ved vi det? Fordi AdPeople altid har smadderdygtige folk på opgaven, og de ender i top-3 hvert år. Ofte endda med guldet hængt om halsen.
Derfor tillader vi os at bede alle dygtige kreative om at iføre sig tænke-hatten. Deadline for indsendelser fra organisationer, der ønsker støtte til kommunikation, er flyttet til fredag den 27. juni.