Danmarks Radio møder som ventet konkurrence fra de nye kommercielle stationer. Knap fem procent er DR’s andel af lytterne faldet med i december, hvor 65.8 procent af al radiolytning foregik på en af de fire DR-kanaler. Det viser de seneste lyttertal fra Gallup, der er de første lyttertal for en hel periode med de to nye kanaler, Radio 100FM og Sky Radio.
De nye lyttertal bliver mødt med begejstring fra alle tre store kommercielle stationer, Sky, Radio100FM og SBS Radio, der hver især fokuserer på det i lyttertallene, som passer deres verden.
SBS Radio fokuserer på de daglige lyttertal, hvor de kan prale af at være Danmarks største kommercielle radiotilbud. De tre SBS’s stationer, The Voice, POP FM og Radio2 har 560.000 daglige lyttere. Næsten 200.000 flere end den nærmeste konkurrent, Sky Radio.
Sky Radio kigger derimod på de ugentlige lyttertal, hvor stationen kan prale af at have fået 940.000 af slagsen. Det er næsten en fordobling af lyttertallet fra 3. kvartal, hvor Sky havde 495.000 ugentlige lyttere. I kampen om hovedstadsområdet glæder Sky sig også over at ligge nummer to med 374.000 ugentlige lyttere. Voice ligger nummer et med 407.000 og Radio100FM nummer tre med 333.000 ugentlige lyttere.
Hos Radio 100FM kan man ikke forstå, at de to konkurrenter fokuserer på lyttere. Her mener man, at det mest korrekt må være at se på hvilken radiostation, der har den bedste kommercielle share I både målgruppen de 25-39-årige og de 20-49-årige, topper Radio 100FM med en share på henholdsvis 10,17 og 10,47 i Østdanmark. Det er også Radio 100FM, der med en share på 11,54 i målgruppen 20-49 år tager førstepladsen blandt de kommercielle stationer i Storkøbenhavn. Samtidig konstaterer Radio100FM, at den gennemsnitlige daglige lyttetid på stationen er 122 minutter mod Sky Radios 108 minutter og The Voice med 101 minutter.
Radio 100FM’s adm. dir., Jim Receveur, undrer sig meget over, hvorfor de to konkurrenter ikke kigger på share.
– Tidligere fokuserede de på share, nu kigger de på lyttertal. Det undrer mig meget. Alle vil godt sælge GRP’er eller lytterkontakter i stedet for spots. Og den bedste måde at kunne opnå flest lytterminutter er ved at basere sit salg på share, siger Jim Receveur, der går ud fra at Danmarks Radio’s andel af lytterne vil falde endnu mere i de kommende måneder. I december måned var 30.9 af lytningen på kommerciel radio. I november var andelen 27.6 procent. DR’s andel var i november 69.2 procent og i december 65.8 procent.
– Jeg håber, at vi allerede inden for de kommende par måneder kan få DR’s andel ned på 60 procent, siger han.