Tinder, Dating.dk, Happn, Senior.dk – mulighederne er mange, hvis man i dag leder efter kærligheden, og netop det er udgangspunktet for Folkekirkens Nødhjælps nye hvervekampagne til den årlige indsamling.
Kampagnen, der er skabt i samarbejde med reklamebureauet &Co, består dels af et specielt filter, som brugere af datingapplikationer kan sætte på deres profilbilleder, og dels en SoMe-film, hvor ”Claes” er på date.
I videoen går den arme mand bogstavelig talt fra katastrofal til fænomenal, idet han nævner, at han skal samle ind for Folkekirkens Nødhjælp, og undervejs fortæller professor dr.phil., Ph.d., Vincent F. Hendricks seerne, hvad Claes gør galt.
Det hele er baseret på et studie fra det videnskabelige tidsskrift Evolutionary Psychology, der viser, at chancerne for at finde en partner øges, når man gør noget godt for andre.
Det gør godt at gøre godt
Og det er årsagen til at Folkekirkens Nødhjælp på denne måde opfordrer folk til at droppe den almindelige kaffedate til fordel for en ”indsamlingsdate” søndag den 12.marts.
– Rigtig mange danskere leder i dag efter kærligheden på nettet. Her synes vi, at det kunne være sjovt, hvis folk kombinerer den klassiske kaffedate med at gå tre timer til fordel for verdens fattigste. Det er både et godt signal at sende til sin date, og så har man også noget at tale om. Hvis daten alligevel skulle gå helt galt, så har man i det mindste gjort noget godt for andre, siger Loa Bendix, der er kampagneansvarlig i Folkekirkens Nødhjælp.
Og selv om filteret naturligt nok primært er tiltænkt singler, henvender konceptet om dating og kærlighed sig til alle.
– Det er jo ikke kun singler, der tager på dates. Selvom man har været gift i 30 år, kan man jo stadig invitere hinanden ud. Og specielt på en forårssøndag i marts, siger Loa Bendix.
Kampagnen er skabt i samarbejde med reklamebureauet &Co.
Du kan læse mere hos Folkekirkens Nødhjælp.
Dating filteret kan du hente her – og kampagnefilmen med Claes på dating kommer her.