Det hele begyndte med en 27-årig knægt ved navn Bent, som ved skæbnens tilskikkelser pludselig stod som leder af et lille familiebryggeri.

Han var ikke så højt uddannet, at det gjorde noget. Student, Niels Brock, Højere Handelseksamen og lidt bryggerilærdom hentet i Dortmund og Birmingham. Så meget teori og praktisk lærdom havde Bent Bryde Nielsen med sig i bagagen, da han tog fat på at skrive historie.

For det var det, han gjorde. På sin egen begejstrede og begejstrende måde.
ðHan havde en enestående evne til at knytte mennesker til sig og gøre ildsjæle ud af dem. Det være sig brygmestre, salgschauffører, regnskabsfolk, tappefolk, kontorpersonale, pr-folk – og reklamebureauer.

Bent Bryde Nielsen er uden sammenligning den mest igangsættende erhvervsperson, jeg har mødt til dato. .

Fint, det er godkendt! Lad os få nogle bajere!

Jeg mindes stadig den sene eftermiddag da vi præsenterede fem kampagner i rap, en for Faxe Fad, en for Lys Faxe, en for Nikoline Nielsen, en for Faxe Kondi og en for Aqua Minerale. 2 timers møde i det hyggelige, gamle bondehus på bryggeriet. Borde, gulve og vægge var efterhånden dekoreret med pap så man stort set ikke kunne se hinanden. Efter præsentationen var Bent’s øjeblikkelige reaktion:

Fint! Det er godkendt! Lad os få nogle bajere!

Jamen, herrejemini, nutidens reklamekøbere skulle blot vide, hvad en begejstret modtagelse betyder for det fortsatte engagement.

Selvfølgelig var samtlige kampagner da ikke godkendt ned i alle detaljer. Men overordnet, ja! Mange døgns arbejde var blevet honoreret af de ansvarlige, så man følte sig båret hjem på en bølge af energi og arbejdslyst.

Der er et stykke vej til nutidens bekymret nølende beslutningsproces gennem produktchef, produktgruppechef, marketingchef, salgs- og marketingdirektør, analyseinstitut og administrerende direktør. Lyset går ud nogle gange undervejs, hvis det overhovedet, når at blinke.

Der er ikke noget som begejstring og påskønnelse. Vi levede med Faxe Bryggeri i vores bevidsthed stort set døgnet rundt i mange år. Hvis ikke det kogte helt vildt i en nu-og-her arbejdsproces, så simrede det stille i underbevidstheden. Vi ville brække en arm og et ben på kryds og tværs for at lykkes. Og den samme attitude var kendetegnende for de fleste, der havde med bryggeriet at gøre.

Så går vi ud og tæver dem!

Jeg mindes en tidlig morgen på Faxe Storkøbenhavn, som var en virksomhed ejet af H.P. Spangsberg (farbror til manden bag Bon-Bon Land). Vi havde lavet en introduktionskampagne for en ny øl ved navn Faxe Pils. Og nu stod samtlige salgschauffører inde i H.P.’s svømmesal, der var bygget til medarbejderne, så de havde noget rart at komme hjem til, når de havde været ude og sælge.

Rundt om bassinet stod vi i den lavloftede sal. Vi var måske 100 mennesker indenfor og udenfor stod de dannebrogsdekorerede depotbiler fuldt lastede med de nye øl.

H.P. læste op af et brev fra De Forenede Bryggerier stilet til deres depotfolk. Indholdet var en indirekte kraftig ros til Faxe’s depotfolk. Reaktionen var tydelig, når man så sig omkring. Hver eneste depotmand så ud til at vokse en halv meter. Og H.P. var ikke færdig endnu.

Til sidst sagde han:

“Nu skal I høre”. En gang imellem har jeg set ishockey-kampe på tv. Og før de begynder at spille tager de som regel fat i hinanden og danner en ring, hvorefter de mumler et eller andet uforståeligt og umiddelbart efter går de ud og kæmper som vilde dyr. Skal vi ikke prøve at gøre det samme?

Og det gjorde vi så. Arm i arm, hele bassinet rundt, stod vi og mumlede mens energierne samlede sig i en fed, kollektiv masse, indtil H.P. råbte: “Tak for det drenge! Så går vi ud og tæver dem!”

Jeg vil nok sige, at det gjaldt om at komme af vejen. Med ranke rygge og blanke øjnene strømmede depotfolkene ud mod bilerne. Nu skulle de store fandengalemig have tæsk!

Lille David mod store stygge Goliath

Ja, det var David/Goliath temaet, der var det bærende koncept i alle aktiviteter. Os små mod de store.

Men det var mere end det. Det var nytænkning i alle discipliner. Øl, sodavand, emballage, medarbejderpolitik, markedsføring!

I 70’erne var Faxe Bryggeri samtaleemne i alle kredse af det danske folk. Fra gadefejere til generaldirektører, fra skorstensfejere til edb-operatører. Man talte om vejret, om tv, om sport, om Glistrup – og man talte om Faxe.

Sjældent, om nogensinde før, har en erhvervsvirksomhed været ombølget af så megen sympati og interesse. Der var sjældent en avis uden at det stod noget positivt og sympativækkende om bryggeriet. Der var sjældent et kaffebord, en middag, et møde, en fest, uden at Faxe blev nævnt undervejs.

Faxe Bryggeri var elsket af mange og hadet af ganske få.

Bryggeriet kom på folkeaktier. Der blev produceret tv-udsendelser om fænomenet. Der blev lavet sange. Universiteter og handelshøjskoler skrev afhandlinger om fænomenet. Og samtlige reklamebureauer i Danmark blev løbet på dørene af annoncører, som alle ønskede sig det samme: Nemlig en Faxe kampagne.

Som sagt begyndte det med at et lille bryggeri tænkte nogle anderledes, nye tanker.

Man fandt et hul i et tilsyneladende stivnet, monopollignende marked, der var styret af de meget store.

Faxe begyndte at gøre tingene modsat.

Rasmus Modsat

Hvor de store opførte sig som meget store. Opførte vi os som ganske små. De var københavnere. Vi var provinsianere. De strejkede i ny og næ. Vi havde aldrig haft en arbejdsstandsning. De var lukkede i deres firmapolitik. Vi var åbne. De var alvorlige. Vi smilede. De havde almindelige aktier. Vi havde folkeaktier. De havde overfladevand i deres øl og sodavandprodukter. Vi havde underjordisk kildevand, hentet op fra undergrunden direkte under Faxe Bryggeri. De havde en høj, grøn glasflaske. Vi havde en dåse og siden hen en bred, brun glasflaske. De havde pasteuriseret øl. Vi havde ikke-pasteuriseret øl. De var leverandører til det danske hof. Vi var leverandører til det danske folk

Uanset, hvad de havde og gjorde, så havde eller gjorde vi det stik modsatte.

Vi havde gode historier at fortælle. Og vi fortalte dem, mange år før vigtigheden af den gode historie blev beskrevet i bogen “Dream Society”.

Leverandør til det danske folk

Mange tror at det var mig, der skrev det berømte slogan. Det var det ikke. Jeg var bare fødselshjælper. Det kom til verden på reklamebureauet Thomas Bergsøe, som på et tidspunkt deltog i en bureaukonkurrence om Faxe Koral sodavandsbudgettet. Så vidt jeg husker var vi 6 bureauer, som deltog i konkurrencen. Vi var så heldige på Bergenholz & Arnesen at vinde med vores kampagne om Faxe’s underjordiske kildevand med den tegnede lilleby, som jeg lavede i samarbejde med Niels Beyer, Thea Hasselbalch, Ole T. Nielsen og Keld Ipsen. Nogen tid efter konkurrencen blev jeg kontaktet af Thomas Bergsøe, som tilbød mig et job. Undervejs gennem mødet præsenterede de det forslag, de havde deltaget med i konkurrencen. Bl.a. viste de mig deres tema: Leverandør til det danske folk. Kort fortalt endte det med, at jeg sagde nej tak til jobtilbuddet. Men samtidig anbefalede jeg Faxe Bryggeri, at de skulle købe temaet af Thomas Bergsøe.

Så er forældreretten til de berømte ord placeret.

Al reklame er sammenlignende reklame.

“Min far er da bare meget stærkere end din far!”
“Ih, hvor han er! Min far kan tæve Muhammed Ali, selv med den ene hånd på ryggen!”
“Det kan min far da også! For han kan løfte vores Folkevogn uden han overhovedet bliver forpustet, kan han!”
“Puh, en Folkevogn er da ikke noget. Min far kan løfte vores Volvo, selv hvis din mor sad på bagsædet. Og hun er oven i købet så fed, er hun!”
“Hun er ihverttilfælde ikke så overslasket som din mor, for hun vejer flere ton!”
“Håhr, din mor vejer syvhundredetrillionerbillioner ton og så er hun også skeløjet!”

Lige fra første gang vi slår øjnene op, giver vi os til at sammenligne alt og alle med alt og alle. Det begynder med dikkende pegefingre og brystvorter, og det fortsætter hele livet igennem med alt, hvad der kommer inden for syns-, høre- og rækkevidde.

Skal han hedde Ejnar, Birger, Carsten eller Hugo-Børge? Skal han have bryst eller flaske? Grøntsagsmos eller vælling? Saftevand, cola, mælk eller Kondi? Skulle man tage Tivolikager eller Romsnegle med hjem? Eller skulle man bage lidt selv? Og hvad står mel i nu om stunder?

Hele livet er en uendelig række af valgsituationer, af sammenligninger. Og uanset om vi reklamefolk laver sammenlignende annoncer eller ej, vil forbrugerne i alle tilfælde selv foretage dem.

Derfor vover jeg den påstand, at al reklame på en eller anden måde er sammenlignende reklame.

Forbudene florerede i 70’erne

I midten af 70’erne var vi efterhånden ved at kløjs i løftede svensklignende pegefingre.

Du må ikke træde på græsset. Du må ikke klatre i træerne. Du må ikke lege i gården. Du må helst ikke lave annoncer for spiritus. Og heller ikke for tobak. Du skal lade være med at vise kvinder i dine annoncer, som gør husligt arbejde. Og gør du det alligevel, må de ikke se for godt ud. Du skal huske at skrive M/K. Du skal huske at spørge om lov. Du skal huske at sige til. Du må ikke nævne dine konkurrenter ved navn. Du må slet ikke vise dem. Du må ikke dit. Du må ikke dat. Du må overhovedet slet ikke noget. Efterhånden forstod jeg godt, at jeg skreg som en stukket gris, da jeg blev født. Uanset til hvilken side man vendte sig, mødte man en forbydende, advarende eller truende pegefinger fra en af samfundets selvbestaltede politibetjente.

Og til glæde for hvem?

Vel næppe til glæde for et samfund bestående af kritiske veluddannede enkeltindivider, som mere end nogensinde før var i stand til at skelne skidt fra kanel.

Reklamebranchen havde allerede fundet ud af, at den ikke gik med en halv vind og et besnærende rulleskøjtenummer, når man ønskede en dialog med forbrugerne. Det havde vist sig, at forbrugere var ganske almindelige mennesker, der både kunne trække fra og lægge sammen – og som i øvrigt rimeligt nok foretrak at blive talt til som intelligensvæsner. De behøvede ikke censurerende politibetjente i forhaven. De kunne godt tygge maden selv.

Dansk Reklame Nævn bryder ind

En af de første kampagner vi lavede for Faxe Fad i 70’erne, var en kampagne for Faxe Fad, hvor vi sammenlignede fadøl på dåse med almindelig pilsner på flaske (se ill.)

Det drejede sig om rent sammenlignende annoncer, hvor vi sammenlignede de to produkter på en række forskellige egenskaber.

Jeg synes stadigvæk, det var en god kampagne. Gemytlig, informativ og interessant.

Men ikke alle var lige begejstrede for den. For at sige det, som det var rykkede datidens Dansk Reklame Nævn i felten og underkendte nogle af kampagnens annoncer – og bad os standse fremtidige indrykninger.

Man kaldte vores annoncer for goodwill-snyltende. Jeg mener stadigvæk at det kan diskuteres.

Men okay, vi standsede annoncerne. Hvorefter vi tog forbrugerne med på råd.

I annonceform spurgte vi simpelt hen forbrugerne, hvad de mente man kunne fortælle dem omkring Faxe Fad og de store uden at de som forbrugere ville føle sig stødte på manchetterne.
Og det fossede ind med folkevid.(ill)

De var bindegale i Faxe

Hver eneste gang vi kunne rokke lidt ved traditionerne ved at fortælle gode historier om Faxes anderledes måde at drive forretning på, kastede vi os i blækhuset. Faxe Bryggeri var jo i den lykkelige situation, at 120 meter under Faxe Bryggeri var der kildevand. Det var så værdifuldt både for øl- og sodavandsproduktionen, at man transporterede kildevand til Faxe Hedensted i Jylland i store tankbiler. Et godt eksempel på bryggeriets anderledes form for tænkning. Og en gave til en anderledes og smilende annonceudformning, som understregede bryggeriets profil. (ill)

Hvuurnuur fur man smaage en Faxe Fad

Den første reklamefilm jeg havde glæden af at kreere var for Faxe Fad på dåse. Opgaven fra bryggeriet lød: Fortæl historien om, hvordan Faxe skabte den bløde, runde Faxe Fad-smag, der aldrig kan efterlignes. En brygteknisk historie som ikke umiddelbart egnede sig til biografpublikummet. At fortælle om Bayern humlen, Faxe’s underjordiske kildevand og det, at Faxe Fad til forskel fra almindelig pilsner ikke bliver pasteuriseret men gennemgår en speciel dybkøling og filtrering, lyder jo ikke umiddelbart som en historie der sælger billetter.

Men jeg har jo altid tilladt mig at hævde, at alting er nemt indtil det modsatte er bevist. Men det var godt nok en lang teknisk gabende kedsommelig historie.

Under arbejdet med synopsen til filmen fandt jeg frem til, at den mest naturlige måde at fortælle historien på, var at lade filmen være en rundvisning på bryggeriet. Og den slags rundvisninger kender vi jo allesammen. Der er måske en enkelt eller to, som stiller interesserede spørgsmål til, hvad der foregår, mens resten går og tænker på, hvornår fanden man får lov til at smage på varerne. Og netop på den tid kørte der en tv-serie i fjernsynet af Gustav Wied, hvor hovedpersonen, Tummelumsen, talte en drævende sydsjællandsk dialekt. Og med det i baghovedet skabte jeg den gennemgående replik, som en af de besøgende gentager i mere og mere ophidset udgave: Hvurnuur fur man smaaage en Faxe Fad?

Vi brugte den dybt begavede tegner, Leon, som illustrator til filmen, fordi vi anvendte ham og hans sjove og smukt grafiske streg til en del af den øvrige kampagne. Per Holst Filmproduktion producerede filmen og det var i øvrigt Per selv, som speakede filmen sammen med skuespilleren Eik Kock. For animationen stod Walther Lehman.

Så er den også på plads.

Faxe Bryggeri kom på folkeaktier

Bent Bryde Nielsen og hans brede stab af ildsjæle sprænger alle rammer. Det går stærkt for det lille bryggeri. Salget af Faxe Fad, af Nikoline Nielsen og af Lys Faxe stiger dramatisk. Og da succes kræver kapital beslutter Bent sig for at tilbyde folkeaktier i bryggeriet. Hvem andre end Leverandøren til det danske folk kan med rimelighed kaste sig ud i en sådan aktivitet.

Under overskriften: Nu bliver Faxe Bryggeri hvermands eje og en underoverskrift: Faxe Bryggeri udvider aktiekapitalen med 12 mio. kr. B-aktier – til kurs 150.

Jeg citerer lidt fra annoncens tekst, som jeg havde fornøjelsen at skrive:

“Fordi vi er et lille fremgangsrigt bryggeri, der i fremtiden ønsker at være et lidt større fremgangsrigt bryggeri.

“Gennem de sidste mange år har Faxe Bryggeri investeret hvert eneste års overskud i bryggeriets fortsatte fremgang. Ja, i de sidste år er vi endda gået så vidt, at vi også har investeret med lånte penge.

Denne politik har givet særdeles gode resultater. Nu skal de omfattende og stærkt kapitalkrævende udvidelsesplaner for de næste 2 år føres ud i livet. Enten ved at gå til pengeinstitutterne eller ved at tilbyde flere mennesker at blive medejere.”

Næste års generalforsamling blev en folkefest, som den i øvrigt har været hvert år siden. Ikke færre end 10000 mennesker købte aktier i Faxe Bryggeri.

Historien om den famøse dåse og en inhabil miljøminister

Under overskriften: Dette er en hastesag til regeringen og folketinget beskrev vi den helt urimelige situation, at Danmark ved at forbyde dåseøl i Danmark sætter de danske bryggerier i en håbløs situation. Og naturligvis især Faxe som på det tidspunkt havde 95% af dåseøl-markedet!

Vi slutter annoncens tekst af med: “Der er ikke tid til udvalg og betænkninger. For hver eneste dag der går, hvor vi ikke er på gaden, bliver risikoen for en udenlandsk, kapitalstærk invasion større og større.

Såvel skriftligt som på et møde med miljøminister Erik Holst (tidligere ansat på Kastrup Holmegård som var ejet af De forenede bryggerier!), som vel næppe alene kan tage stilling til en sag, hvor de miljømæssige aspekter kolliderer med de handelspolitiske. Derfor denne henvendelse til hele Christiansborg.”

Næste annonce i den debatskabende kampagne var direkte henvendt til Erik Holst: “Hr. Miljøminister Erik Holst, De er på galt spor. Øldåseforbudet kan kun opretholdes, hvis De over for EF-kommisionen kan bevise, at forbudet er “uomgængeligt nødvendigt” af hensyn til beskyttelsen af den danske forbruger. Og ingen med EF-indsigt tror på det.

Hr. Miljøminister, i 1981 drak de danske forbrugere blot 1 dåse øl for hver 100 flasker øl! Det er sådan nogle talstørrelser, vi taler om.

Hvad vil De opnå med Deres forbud? Hvem er det, De vil beskytte? Og mod hvad?”

Ja, ikke sandt, det er en rigtig forbudt-for-børn-historie, som absurd nok endnu ikke har fået sin afslutning. Men det kan du tale med Svend Auken om, hvis du vil vide mere om denne besynderlige sag.

Introduktionen af den lille brune Faxe Fad

Den dag det blev vedtaget, at der skulle være loft over salget af øl på dåse, var en sort dag i Faxe Bryggeris historie.

Det, at der nu kun måtte sendes et begrænset antal øldåser i omløb i handlen, betød intet for de store bryggerier, da de stort set ikke havde noget salg af dåseøl.

Men for Faxe var det en alvorlig øretæve. Faxe Fad var nemlig blevet et produkt af en sådan størrelse, at bryggeriet kunne se fremtiden trygt i møde.

Hvad skulle man gøre?

Hvordan finder man en emballage, der som dåsen, kan beskytte Faxe Fad og bevare alle de fine smagsnuancer, der giver Faxe Fad den særlige karakter?

Det letteste havde naturligvis været, hvis vi kunne bruge en almindelig ølflaske. Men det blev hurtigt udelukket. Lige så perfekt den er til det, den er beregnet til – nemlig almindeligt øl – lige så umulig er den til Faxe Fad, som er en sart, upasteuriseret øl. En lang række afprøvninger viste, at de ølflasker der var i omløb, var så forskellige i kvalitet, at de var ubrugelige som emballage for Faxe Fad.

Løsningen var en specialflaske i mørkt glas, der holder alle de skadelige lyspåvirkninger ude og som samtidig var en returflaske, som butikkerne kunne håndtere.

Det er svært for ikke at sige umuligt, at hemmeligholde et sådant projekt gennem flere år. Vi besluttede derfor, at lancere Faxe Fad på flaske 9 uger før den kunne købes i handlen. Igen lidt bindegalt. Men det lykkedes. I de følgende uger op mod den endelige introduktion fortalte vi hele tiden nye historier omkring hvor langt vi nu var kommet. Og hvorfor det var nødvendigt med en ny speciel flaske i en speciel lille kasse til 12 flasker.

Undskyld, hvis jeg skubber lidt til jer

I slutningen af 70’erne kreerede vi en Faxe-kampagne, der skabte en vis debat.

Der var tre dagbladsanoncer i kampagnen og alle tre annoncer havde et lille smilende glædesudbrud udformet som en taleboble-overskrift. (Se ill.)

Derudover indeholdt annoncerne et foto af en Hof, en Tuborg og en Faxe Fad i forskellige situationer. Og endelig en over for Hof og Tuborg særdeles venlig brødtekst, som beskrev vores glæde over, at det for første gang i danmarkshistorien var lykkedes at rokke lidt ved danskernes indgroede pilsnervaner.

Annoncerne betragtede jeg ikke som direkte sammenlignende reklame. Men som positionerende reklame.

ReklameRådet kaldte dem for “goodwill-snyltende” sammenlignende reklame og derfor ulovlige iflg. Kodex artikel 9.

Jeg følte mig lidt urolig ved den artikel.

Det vi ville med vor kampagne var, i højt humør, at fortælle forbrugerne, at det faktisk var lykkedes for bryggeriet med Faxe Fad at blive et bredt accepteret alternativ til de to så velbryggede, danske og traditionsrige pilsnerprodukter, der er lige så kendte i Dannevang som Dronning Margrethe, Mogens Lykketoft og rød, dansk malkerace.

Som jeg skrev dengang er spørgsmålet, om man på et så monopollignende marked som det danske ølmarked, overhovedet kan blive opfattet som troværdig, hvis man blot stiller sig op på en ølkasse og afleverer historien, højt råbende ud over marker, gader og veje, som om Hof og Tuborg overhovedet ikke eksisterede?

Jeg mener, at man til tider er nødsaget til at stille sig op ved siden af sine konkurrenter. Ikke for at snylte på deres goodwill, men for selv at skabe den produktsammenligning, som forbrugeren selv vil foretage.

Altså en ærlig beskrivelse af det virkelige liv.

I øvrigt mener jeg, at hver gang man ved lov indfører markedsføringsmæssige begrænsninger i en situation, hvor et marked er fordelt med vægten, styrken og indflydelsen hos en af parterne, beskytter man den stærke, beskytter monopolet og bidrager til en fastlåsning af markedssituationen. En form for lemlæstelse af den frie konkurrence. Og det kan ikke være meningen med et Kodex for Reklamepraksis.

Faxe i Blæksprutten og lidt pressehistorie

I en årrække mødtes jeg hen ad juletid med Politikens geniale bladtegner Poul Holck. Øvelsen gik ud på, at vi i fællesskab skulle kreere en Faxe-annonce til Blæksprutten, hvor Poul jo i forvejen var leverandør. Og man kan vel dårligt tænke sig en mere meningsfuld kobling end en Faxe-annonce i det spændstige, folkelige blad Blæksprutten.

Løjerne gik simpelt hen ud på, at Poul og jeg satte os til en fugtig frokost et eller andet sted i byen og så blev vi ved, indtil vi havde et resultat, vi var glade for. Som regel foregik glæderne i restaurant Tivolihallen -afsluttende med nogle fugtige seancer i Politikens kantine.

Men et år mødtes vi på restaurant Lumskebugten ved Nordre Toldbod. Og jo tak, det var heller ikke kedeligt.

Da jeg på et eller andet tidspunkt skal betale regningen med en check, siger Poul til mig: “Sikke dog en sjov pen, du har d‚r!” Jeg svarede ham at den måtte han godt få, hvis den på en eller anden måde kunne bidrage til dagens tegning i Politiken næste dag, lørdag.

Næste morgen bliver jeg vækket ved 7-tiden af Poul, som spørger mig, om jeg har set den.
Set hvad, siger jeg søvndrukken.
Tegningen, udbryder Poul.

Jeg må finde Den Levende frem og slå op på den side han omtaler. Der er en artikel om fødevaresituationen i den 3. verden som Poul har illustreret med en globus på et stativ, som forneden ender i en fod fyldt med krummelyrer.

Har du set det, udbryder Poul igen. Og nu ser jeg det, som to klagende Politiken-læsere i øvrigt også havde fået øje på, i selve krummelyre-foden havde Poul skrevet Lumskebugten, som en personlig hilsen til mig, som tak for sidst.

Efterhånden har man jo fået samlet en del ting i sit hjem, som man er mere end almindelig glad for. Denne tegning hører til blandt klenodierne.

Eventyret er slut. Historien fortsætter

Man kan altid diskutere om det var forkert af Faxe Bryggeri, at slippe sin sjove, aggressive, folkeligt gemytlige måde at fortælle sine historier på. At droppe sin Davidrolle og i stedet føre sig frem på samme måde som alle de andre.

Jeg tør ikke dømme.

Men det er givet at Faxe Bryggeri ikke har det samme folkelige omdømme, som det havde engang. Men bryggeriet er dygtig drevet. De tjener penge. Aktionærerne er glade. Og deres vand og ølprodukter er stadig af en meget høj kvalitet. Men der er ikke meget smil på læben.

Og det synes jeg personligt er synd. Jeg har altid hævdet, at det er nemmere at tale med smilende og afslappede forbrugere fremfor alvorlige og tillukkede.

Og det var vel det, jeg ønskede at fortælle, mens jeg stadig kan huske det.

BOX

Tilbageblik



David og Goliaths Kamp om øllet


Det skete i 70erne, dengang annoncer var noget man – næsten – kun så i aviser og ugeblade.

Det lille ret ukendte bryggeri i Faxe tog kampen op mod øl-markedets daværende og nuværende gigant – De forenede Bryggerier.

Det gik ikke stille af. Frækt, frimodigt og forfriskende, ind imellem så frimodigt at branchens pegefinger blev løftet, når den lille kom lidt for tæt på den store i kampagnerne.

Det humoristiske anslag og en “tændt” distribution bragte Faxe i folkemunde – og folkeaktierne gik som kølige pilsnere på en varm sommerdag.

Det var reklamebureauet Ipsen & Parmo, der stod bag kampagnerne dengang – i øvrigt i et samarbejde, der varede 20 år.
I dette Tilbageblik fortæller Flemming Parmo, der var kampagnernes kreative kraft, om nogle spændende og lykkelige år med øllet.