Raffinaderiet kom ud af 2009 med et flot resultat på 1,6 millioner kroner svarende til 17 procent af bruttoavancen.
Nye kunder og et rettidigt arbejde med pipelinen i 2008 lagde grunden for et 2009, hvor bureauet også investerede i at udvikle nye online-værktøjer.
– Vi er rigtige glade for det flotte resultat. Da vi gik ind i året, kom vi jo med det bedste resultat nogensinde i ryggen fra 2008. Her voksede vi med hele 35 procent, og det siger sig selv, at vi i 2009 ikke kunne holde denne vækstrate i et vigende markedet, siger administrerende direktør Mette Hegelund.
Bureauet nåede i 2009 en bruttoavance på 9,4 millioner kroner mod 10,2 millioner i 2008 og har udnyttet det lidt lavere aktivitetsniveau til at justere på forretningen.
– Vi kalder os godt nok for et fullservice-bureau, men vi arbejder os mere og mere i en niche-agtig retning, hvor B2B-kunderne vokser hos os. Bureauer med B2B-ekspertise er der jo ikke så forfærdelig mange af, fortsætter Mette Hegelund
Hun spår hermed en udvikling for kommunikations-branchen svarende til Mensch, der også ser B2B-markedet som et vækst-potentiale.
– Vi er ret gode til kanal-markedsføring og kommunikation i forhandlernetværk, tilføjer direktøren.
Raffinaderiet har blandt andet GN som en af de store kunder. Og i 2009 er Ruko kommet ind i porteføljen sammen med blandt andet Københavns Politi, Københavns Kommune og Institut for Menneskerettigheder.
Bureauets ledelse forventer, at niche-satsningen styrker forretningen på længere sigt, og at 2010 bliver endnu bedre end 2009.