Med solid fremgang på alle nøgletal begynder reklamebureauet Republica nu at høste frugterne af den strategi, der i 2006 førte til fokusering på kerneområdet tilbudsmarkedsføring.
Bureauet har i 2008 fået flere kunder, udvidet staben, reetableret egenkapitalen og kan præsentere et resultat før skat på 10,8 millioner kroner.
− Vores strategi handler om fokusering på detailhandel. Det handler om at forstå kundens situation. Og så handler det i høj grad om vores virksomhedskultur, siger adm. dir. Kenneth Pedersen og fortsætter:
− Vi har en stab, der brænder for sagen. Vores medarbejdere er stolte af at levere netop der, hvor detailhandlen har brug for det.
Han understreger, at fokuseringen på tilbudsmarkedsføring kun er første del af en strategi, der skal føre til en position som detailhandlens foretrukne bureau:
− Vi fokuserer fuldstændigt på detailhandlens særlige vilkår. Og vi er det på detailhandlens betingelser, som er direkte og ukrukket købmandskab. Sådan er vi selv. Der er ingen smarte cafeer i det her reklamebureau”.
Ejer eftergiver gæld
08-resultatet er en markant forbedring i forhold til 2007, som gav et minus på 24 millioner kroner, primært som følge af nedskrivning på goodwill.
Som et tillæg til det gode resultat har ejeren FDB desuden valgt, at Republica ikke skal belastes af gæld til moderselskabet mere.
Bestyrelsesformand Lasse Bolander – som også er formand i FDB – forklarer, at nedskrivningen giver mening for ejeren:
− FDB foretrækker at nedskrive nu – og i stedet se frem til en årrække, hvor vi får udbytte fra et velfungerende selskab med positiv egenkapital. Vi er overordentligt tilfredse med udviklingen i Republica og bakker op om strategien i virksomheden.
Med FDB som ejer har Republica traditionelt haft en stor del af omsætningen på butikskæder i Coop. I følge Kenneth Pedersen er bureauet i dag mindre afhængig af Coop, men samtidig stolte over at have Coop’s dagligvarekæder som kunder.
Og Lasse Bolander understreger, at ejeren ikke lægger ”familiære ordrer” hos Republica:
− Alle Coop-kunder i Republica er der på markedsvilkår og vil da søge andre steder hen, hvis produktet og prisen er bedre der. Derfor er det også glædeligt, at Irma og Fakta er vendt tilbage til Republica i 2008.
Fortsat optimisme
Med tilfredsstillende resultater i første kvartal, ser Republica ud til også at få et godt resultat i 2009. Virksomheden har opbygget en grafisk enhed i Bangladesh og satser pt. stærkt på at udvide sine kompetencer i digital markedsføring.
− Vi er optimistiske med hensyn til 2009. Vi har øjensynligt ramt en strategisk tænkning, der passer detailhandlen, og som via vores prisbevidsthed også passer til det pressede detailmarked, vi ser lige nu, slutter Kenneth Pedersen.