Mange, der ikke kender ugebladet Ude & Hjemme, ser det som et lidt mormor-agtigt blad. Men det er, ifølge marketingchef Morten Rud fra Aller Press, der udgiver ugebladet, slet ikke sådan kernemålgruppen ser bladet.
– Vores kernemålgruppe består af mødre midt i 30’erne, og deres holdning er, at Ude & Hjemme rammer plet med deres historie. Det viser de tests vi har lavet, og det er faktisk også den melding vi har fået fra dem, der før var meget skeptiske, men som i forbindelse med vores relancering har testlæst bladet.
Men Ude og Hjemme er andet end et støvet mormor-blad og derfor har man det sidste års tid arbejdet på en relancering, hvor bladet er blevet endevendt fra A til Z.
– Vi sammenligner os med tv-stationerne, der i stor stil også producerer programmer, d er handler om hjerte og smerte, lykke og ulykke, hvilket viser os, at der er stor interesse for den slags historier. Vores relancering handler bl.a. om, at vi rent faktisk er et aktuelt ugeblad, hvor det handler om almindelige mennesker – på både godt og ondt, og det vil vi gerne ud med, pointerer Morten Rud.
Det ”nye” Ude & Hjemme’s målsætning er at adskille sig fra de øvrige ugeblade på markedet. Ude og Hjemme vil fortsat adskille sig fra de andre ugeblade på familieugebladsmarkedet. Her er FamilieJournalen de største og Ude og Hjemmes mål er at blive nummer to på dette marked.

Hverdagshistorier

Målgruppen er dem der kun kender ugebladet sporadisk. Her er ønsket, at de vil købe bladet oftere, og gerne op til flere gange om måneden.
– En relancering skal kommunikeres, og derfor valgte vi i sommer at gå i bureaukonkurrence, hvor valget faldt på Ogilvy & Mather i Århus.
Det ”nye” Ude & Hjemme kommer på gaden onsdag i næste uge, men allerede nu på torsdag, d. 22, vil tv-kampagnen går i luften. På grun d af konkurrence-momentet, vil Morten Rud ikke ud med for mange detaljer, men han vil gerne fortælle om det overordnede koncept:
– Pay offet er ”Historier du ikke kan slippe”, hvilket fortæller, at de historier bladet er fyldt med, rammer målgruppen så kraftigt, at folk ikke kan slippe bladet igen. Kampagnen består af en række små film over hverdagshistorier vi alle kender, hvor folk er fordybet i deres ugeblad, fortæller Morten Rud og tilføjer:
– Grundlæggende handler det om at folk, når de læser Ude & Hjemme, skal sidde tilbage med den der følelse af ”at bare det var mig/godt det ikke var mig” – og selvfølgelig med udgangspunkt i ”Historier du ikke kan slippe”.