Det er muligt, at det er Voldborgs skyld det hele. Det er muligt, at vores forventninger til en pragtfuld sommer er blevet så skuffede, at hele landet er gået i coma, at danskerne er blevet ligeglade med alt og alle, og at virksomhederne bare lader stå til og afventer et bedre vejr. Det er også muligt, at lavtrykkene har angrebet undertegnede.
Men i det følgende vil jeg bringe nogle sandfærdige billeder fra dagens Danmark, og dermed nuancere opfattelsen af vores driftige og effektive erhvervsliv, vores dygtige ledere og vores højt kvalificerede arbejdsstyrke. Og jeg vil bruge dem til at spørge, om det mon egentlig kan betale sig for virksomhederne at bruge så mange penge på at sælge deres produkter og serviceydelser. For de vil åbenbart slet ikke af med dem..
Hør bare.

FøRSTE BILLEDE
Som mangeårig abonnent på Berlingske Tidende er man naturligvis blevet tålmodig. Man har forlængst affundet sig med leveringsforstyrrelser, og glæder sig af sit fulde hjerte, når avisen udkommer, og når den når frem til brevsprækken.
Men i juni gik det galt, selvom der så vidt jeg ved ikke var tale om alvorlige problemer i Bladhuset eller andre steder i verden. Jeg begyndte at modtage Politiken i stedet for Berlingske, og 3 søndage i træk kom der slet ingen avis.
Jeg talte med en venlig stemme i telefonen, som lovede at få leveringen bragt i orden. Det kom den imidlertid ikke, så jeg ringede endnu en gang den følgende mandag, og gav en nøje beskrivelse af husets beliggenhed – lige ud til Skæring Strandvej, som de andre bladbude åbenbart ikke har vanskeligheder med at finde. Forventningerne var spændt til bristepunktet: Nu måtte avisen da komme. Men nej. Så jeg skrev et indtrængende brev til abonnements-afdelingen, og ventede spændt igen. Og nu skete underet. Ikke alene fik jeg min Berlingske Søndag, jeg fik også en opringning, hvor man ville sikre sig, at avisen var nået frem til Egå. Jeg var målløs. Sikken en service. Det føltes næsten som en hel times solskin.
Men så var Husets kræfter naturligvis også brugt op, og jeg fik ikke flere søndagsaviser. Den 28. juni skrev jeg igen – venligt og forstående, og satte mig i venteposition ved brevsprækken den følgende søndag. Men det var der nu ingen grund til. Det var igen kun alle de andre søndagsaviser, der viste sig. Ingen Berlingske.
Jeg var stadig venligtsindet, og skrev et indtrængende brev til blad-salgsdirektøren, hvor jeg gjorde opmærksom på mit problem. Samtidig havde jeg modtaget Danmarks store Kupon Katalog, hvor der var et tilbud om at få Berlingske Søndag leveret 5 søndage i træk – ganske gratis, så det udfyldte jeg og lagde ved mit brev, for jeg havde naturligvis stor forståelse for, at man var mere interesseret i nye læsere – end i dem, der havde holdt ud i 30-40 år.
Nu måtte der vel ske noget, mente jeg. Men det gjorde der stadigvæk ikke, så jeg skrev til bladsalgsdirektøren igen – og sendte samtidig et brev til redaktøren for søndagsavisen, for jeg syntes, det var synd, at de gjorde sig så store anstrengelser med at skrive en god avis, når bladsalgsafdelingen ikke ville af med den, og jeg foreslog, at redaktøren evt. lige nævnede det for bladsalgsdirektøren, hvis de skulle mødes på de store gange.
Jeg kan næsten slet ikke vente på, at det bliver søndag igen.

ANDET BILLEDE
Der ligger en lap i min postkasse. A1 Post har forgæves forsøgt at aflevere en – formentlig – vigtig pakke til mig.
Jeg ringer og fortæller, at familien nu flytter til sin sommerresidens på Avernakø. Om de måske kunne sende pakken derned?
Jo. Det kunne de sagtens.
Nu er det lettere sagt end gjort, for når man bor på en lille ø, skal man selv ned til færgen og hente pakkerne. Men da færgeturen er den eneste fornøjelse på øen i regnvejr, var det ikke noget problem. Vi kørte trofast de 9 kilometer frem og tilbage nogle dage – og pludselig var der en stor 4-kantet pakke fra A1 Post.
Det var virkelig dagens oplevelse, og vi glædede os til at pakke den ud. Den så interessant ud, og da vi læste følgebrevet, kunne vi forstå, at den indeholdt 4 flaskehylder. Det kunne næsten ikke være bedre – især hvis der også var flasker i dem.
Det var der nu ikke. Og pakken var i øvrigt slet ikke til os, men til en butik for brugskunst i Jylland. Vi talte med A1 post igen, og kørte de 9 kilometer frem og tilbage for at aflevere pakken ved færgen.
Da vi kom hjem til Egå, lå der en ny lap fra A1 Post, som forgæves havde forsøgt at aflevere en pakke til os. Vi ringede igen, og telefonstemmen ville give beskeden videre. Jeg tænkte, at de måske var interesseret i mit telefonnummer, hvis der var problemer, men det var stemmen nu ikke, for det var jo ikke dens problem.
Pakken er endnu ikke nået frem. Måske er den sendt til Avernakø?

TREDIE BILLEDE
Når vi tager sommerophold på Avernakø, får vi normalt vores post omadresseret. Og da der som regel går kuk i leveringen, gjorde vi i år meget ud af at sikre os, at man kunne læse omadresserings-formularen.
Det kunne man godt. Men det viste sig naturligvis, at det kunne man nok ikke alligevel, for der kom ingen post.
Nå. Man kan vel skrive sig frem til den, tænkte jeg, og skrev et brev til Postmesteren i Egå. Jeg fik ganske vist aldrig noget svar, men efter en uges forløb begyndte der da at komme nogle breve. Det kan altså godt betale sig at være ihærdig.

FJERDE BILLEDE
Vi skulle til Sjælland, og reserverede nogle billetter til Cat-Link. Udturen tidligt på morgenen gik planmæssigt, men da vi nåede tilbage til Kalundborg, kunne vi godt mærke, at der var noget galt. Der var biler over det hele, og henne ved billetlugen stod en meget ophidset dame og fyrede løs på den stakkels billetkontrollør, der nærmest lignede et træt bombekrater.
Den færge, der skulle gå ved 14-tiden, var endnu ikke ankommet ved 16,30-tiden (- hvor vores færge skulle afgå planmæssigt). Vi spurgte venligt, hvornår vi evt. kunne komme til Århus, og det kunne vi måske ved 19-tiden. Men så fik vi en inspiration fra oven. I stedet for at overfuse den stakkels billetkontrollør, udtrykte vi vores dybeste sympati med hende, for det måtte da ikke være spændende at sidde der og blive skældt ud dagen lang.
Bombekrateret lyste helt op, og hviskede, at vi bare kunne køre frem til privilegierækken, så ville vi komme med den første færge – og få gratis kaffe oven i købet. Og man er vel en glad egoist. Naturligvis ville det betyde, at vi snuppede pladsen fra en anden, men vi skulle jo hjem.
Næste gang, vi skulle med Cat-Link, startede problemerne allerede på udturen. Den helt nye færge havde desværre problemer med 2 af de 4 motorer, så vi ville blive en times tid forsinket. Men pyt – vi kom da langt om længe af sted.
Da vi skulle tilbage igen dagen efter, var problemerne imidlertid taget til. Et skilt fortalte, at der var halvanden times forsinkelse. Vi fortalte billetdamen, at så ville vi hellere tage broen, men hun sagde, at vi nok kunne komme med den færge, der lige var ankommet, så vi slog til med det samme og kørte pænt ind i bane 1.
Færgen sejlede imidlertid uden os, og det skulle den ikke gøre sådan uden videre. Rasende ud af køen, vende bilen og køre hen til lugen for at få pengene tilbage. Men her fik vi så at vide, at der lå en færge lige uden for kajen, og vi ville komme af sted om en halv time. Tak for det. Tilbage i køen og ind på en ledig plads – til stor fortrydelse for dem, der holdt bagved.
Vi kom godt nok med færgen, som viste sig at være den, der lige var sejlet uden os, men som var vendt tilbage – til stor, naturlig irritation for alle de øvrige passagerer, som nu fik yderligere en halv times forsinkelse oven i den halvanden time, de havde i forvejen. Men vi tog det med godt humør. Alle kom med – og ved udsejlingen lå allerede den næste Cat-link, som så formentlig måtte sejle tom tilbage.
I cafeteriet spurgte vi forsigtigt den elskværdige tjener, om man måske ikke lige kunne have informeret passagererne over højttalerne, men det kunne man ikke, for i Kalundborg var det DSB, der stod for indcheckningen, og de talte ikke så godt med dem fra Århus.

VOLDBORG ELLER ANDRE HøJERE KRæFTER?
Jeg kunne godt fortsætte med andre bagateller, men skal ikke plage min læser mere. Men mon det er blevet sådan, at alt hvad der hedder omsorg og service over for kunderne er blevet fremmedlegemer, og at vi bare må lære at affinde os med tingenes “godt-nok-tilstand“?
Eller skyldes det virkelig ham Voldborg?