Regeringen blander kortene på ny og åbner nu for, at de spilleglade danskere fremover kan sætte penge på black jack, roulette og poker flere steder end i dag. DFDS, der sejler mellem København-Oslo og Esbjerg-Harwich, ser med interesse på Justitsministeriets nye annonce om mere gambling til søs. I den oplyser Justitsministeriet, at man har kigget spillekasinoloven igennem og besluttet, at der kan udstedes bevilling til et eller to nye kasinoer til lands og to nye på færgeruter til vands. Det vækker undren rundt omkring på de seks eksisterende kasinoer.
– Man kunne ikke have valgt et dårligere tidspunkt for branchen som helhed at føre mere konkurrence ind, siger Erik Jensen, talsmand for Kasinobranchen og operations manager på Casino Copenhagen.
Fra 2007 til 2008 tabte Casino Copenhagen, landets største, 14 procent i spilleindtægter og gik i alt 25 procent tilbage på bundlinjen. Den udvikling går igen hos flere af landets kasinoer, og brancheformanden forventer, at nedgangen vil blive endnu større, når tallene for 2009 er talt op.
– Jeg har talt med de fleste kasinoer i dag, og de udtrykker stor bekymring over, at man på et i forvejen presset marked vil bringe flere aktører ind, siger Erik Hansen.
Berlingske Business side 8-9.