Indeværende uge tegner til at blive en ren BT-uge. Avisen har præsteret journalistiske scoops på samlebånd, og er følgelig blevet markedsført i tv-stationernes nyheds-udsendelser i stedet for i reklameblokkene.
De første salgsresultater ligger nu på chefredaktør og adm. dir. Kristian Lunds bord. Da avisen søndag udkom med det store interview med Prins Henrik, var oplaget sat op med 30.000 – og de blev solgt.
– Vi skulle måske nok være gået op med mere. Men vi kunne ikke markedsføre historien i dagene op til, så avisen skulle sælge sig selv i butikkerne. – på en søndag, hvor der jo ikke ville komme flere mennesker end normalt, siger Kristian Lund.
Mandag satte avisen oplaget op med 40.000, men salgsresultaterne foreligger ikke endnu.
Onsdag udkom avisen så med historien om Farum-borgmester Peter Brixtoftes exorbitante vinforbrug. Her var oplaget sat op med 25.000.
– Peter Brixtofte er en politiker, som mange mennesker forholder sig til – langt ud over Farum Kommune. Derfor tror jeg, der er salg i ham, siger Kristian Lund.
Han har dog endnu ikke salgsresultater – bortset fra at der var udsolgt i Farum, selvom der var leveret dobbelt oplag.
Historien fortsætter i dag og her er oplaget i Farum tre-doblet. fin