Carlsberg kunne mere end indfrie forventningerne hos aktieanalytikerne, da koncernen i dag aflagde regnskab for 2. halvår. Og det skyldes bl.a., at det gode vejr og fodbold VM i sommer har givet vækst i Vesteuropa, som ellers ikke er den region, der normalt bidrager med vækst.
Omsætningen i Vesteuropa steg med 5 pct. godt hjulpet af netop sommermånederne og af, at det er lykkedes at realisere 2 pct. højere priser. På grund af udviklingen i Vesteuropa steg Carlsberg-mærket samlet med 5 pct.
Herudover går det godt på det russiske marked samt i Asien. Tuborg klarer sig rigtig godt i Rusland, og mærket kan da også notere en vækst på hele 12 pct.
Samlet steg omsætningen i koncernen med 8 pct. til 19,3 mia. kr. og Carlsberg venter nu en samlet årsomsætning på 40 mia. kr. – 1 mia. mere end tidligere udmeldt.
Resultatet af primær drift steg med 30 pct. til 1,722 mia. kr., og Carlsberg venter nu et overskud på 3,75 mia. kr. for hele året – 200 mio. kr. mere end tidligere udmeldt. fin