Da rammer Umwelts gule reklamekampagne for den fynske parallelimportør af medicin og generika-producent, Orifarm, rammer danske tv-reklameblokke fra 30. marts.
Målet er, at familien Danmark skal bede om håndkøbsmedicin af mærket Orifarm frem for konkurrerende mærker.
Orifarm investerer alene i år 15 millioner kroner i B2C-kommunikation for at gå fra ukendt til landskendt.
– Vi vidste, at vi var gode købmænd, men vi var ikke bevidste om vor kultur. Vi er ikke eksperter ud i noget. Vi har ikke opfundet noget. Vi skulle have samhørighed på tværs af vidt forskellige håndkøbsprodukter, og der skulle være øjeblikkelig genkendelse. Hver produktkategori havde hver sin farve, men der var intet fællesbrand, siger Orifarms marketingchef, Betina Svendsen Ebdrup om udfordringen.
Kampagnens 2009-budget på de 15 millioner fordeler sig med 80 procent til tv og ti procent til henholdsvis online og instore-tiltag i apoteker.
Dertil skal lægges B2B-budgettet, som der ikke røres ved. Yderligere har Orifarm indgået en alliance med Astma-Allergiforbundet for at højne forbrugertillid.
– Vi vil sætte en ny dagsorden. Markedsføringen for medicin skal have et frisk pust. Det koster, siger Betina Svendsen Ebdrup.
Eksponeringen bliver ifølge parterne ”heftig i april og maj”. Online foregår gennem sponsorater frem til august på specialsites som Netdoktor.dk’s allergiside, Pollen.dk og Vejret.dk samt på Orifarms ny website, der er udviklet i samarbejde med Magnetix.
Desuden vil de gule budskaber være massivt til stede i apotekerne med hængeskilte, instore-tv og på skrankerne.
Læs hele artiklen i Markedsføring nr. 06-2009, der udkommer i denne uge.