Peter Goll, der en overgang var den tidligere SF-leder Holger K. Nielsens spindoktor, tager orlov fra posten som partner og seniorrådgiver i kommunikationsbureauet Geelmuyden.Kiese (GK). I stedet bliver han særlig rådgiver for justitsminister Morten Bødskov
I marts blev det offentliggjort, at Peter Goll
forlod posten som administrerende direktør i GK for at koncentrere sig om kunderådgivning. En anden af  bureauets partnere, Jeppe Kjær Veddinge, afløser nu også Peter Goll som bestyrelsesformand i orlovsperioden.
– Vi er meget stolte af, at vi kan bidrage positivt, når folkestyret kalder. Peter er en kapacitet indenfor strategisk og politisk kommunikation, og vi kan sagtens forstå, at Justitsministeren gerne vil gøre brug af hans kompetencer og ekspertise, siger Maria Steno, adm. direktør i GK.
I forbindelse med skiftet justerer GK i ledelsen af firmaet. Det betyder som nævnt, at partner og seniorrådgiver Jeppe Kjær Veddinge bliver bestyrelsesformand, mens firmaets øvrige rådgivere overtager Peter Golls opgaver og projekter. Rådgiver Lasse Meldgaard Bloch indtræder desuden i den daglige ledelse af GK.
Peter Goll begynder i justitsministeriet mandag d. 31. oktober, og har ferie indtil da. Som særlig rådgiver kommer han blandt andet til at indgå i koordineringen af regeringens kommunikation i fællesskab med rådgiverne for de andre medlemmer af regeringens centrale magtorgan, koordinationsudvalget
Koordinationsudvalget er regeringens egentlige forretningsudvalg med møder hver uge, hvor alle ministres centrale forslag skal godkendes, før de føres ud i lovforslag.
– Jeg er meget glad for, at Justitsministeren har valgt mig til denne spændende opgave, og samtidig er timingen god. Jeg har i forvejen overladt mange ledelsesopgaver til administrerende direktør, Maria Steno, som sammen med Jeppe Kjær Veddinge nu skal stå i spidsen for virksomheden, siger han.
Han forklarer desuden, at han siden stillingen i justitsministeriet blev relevant, har undladt at kommentere på politik i medierne. 
For at sikre fuld åbenhed i forhold til skiftet, vil GK sikre vandtætte skotter i forhold til Peter Golls arbejde for justitsministeren. Det betyder blandt andet, at GK ikke vil påtage sig opgaver, der har betydning for eller på anden måde ligger inden for justitsministeriets område. Ledelsen i GK har desuden indskærpet over for alle ansatte, at det ikke er tilladt at kontakte Peter Goll i forbindelse med kundearbejde, så længe orloven står på.