Det er et af Danmarks yngste tv-produktionsselskaber, Gong, der nu får nordiske samarbejdspartnere i form af norske Monster og finske Moskito.
Det sker under holdingselskabet The New Black.
Gong blev etableret i august 2008 af Joachim Majholm, der tidligere var producent og medlem af ledelsen hos Blu, der er ejet af FremantleMedia.
– Monster og Moskito passer perfekt til Gong. I Norge er Monster-brandet lig med prime time underholdning af høj kvalitet, mens nogle af Moskitos største styrker i Finland er drama og factual entertainment. Sammen tror jeg, vi vil være en meget stærk spiller i det nordiske TV-marked, siger han.
Joachim Majholm er ligeledes blevet partner i The New Black, som er ejet af direktionen i de nordiske selskaber og af kapitalfonden CapMan.
– I Finland og Norge har vi haft en meget stærk position på markederne fra starten af, så i Danmark havde vi lyst til at starte op på en ny måde. Vi har tidligere samarbejdet med Joachim og blev tiltrukket af hans stærke professionalisme, kreative baggrund, og hans ambitioner som entreprenør, siger administrerende direktør Roope Lehtinen, The New Black.
Gruppens formater er i produktion, og der er planer om at udvide til også at omfatte Sverige i løbet af 2009.