Dækproducenten Goodyear har indgået samarbejde med Vivendi Universal. Samarbejdet skal udvikle begge brands og være døråbner til nye målgrupper og samtidig styrke forholdet til eksisterende kunder og forhandlere.
– Vivendi Universal repræsenterer nogle af verdens bedste kunstnere, og det er en oplagt mulighed for os at planlægge events og kampagner ud fra den gevinst, det er at have bands som U2, No Doubt og Cranberries i ryggen, siger nordisk kommunikationschef for Goodyear Dunlop Tires Nordic, Göran Brodén.
– Vi ser flere utraditionelle alliancer og satsninger på tværs af brancher. Blandt andet AOL Time Warner og IKEA, der i Sverige også driver bankvirksomhed. Det handler om, at man har noget at byde hinanden, som ligger ud over det sædvanlige.
Goodyear og Vivendi Universals første fælles aktivitet er to cd-udgivelser, der reflekterer Goodyears varemærke og Vivendi Universals kvalitet.
– Mulighederne for udvikling er mange, og vi vil udnytte alle kanaler for distributionen lige fra DVD over spillefilm til udflugter for hele familien til Universals temaparker i USA og i Tarragona nær Barcelona i Spanien, siger Kenneth Saust, direktør for person- og varevognsdæk hos Goodyear Dunlop Tires Nordic.