Google tiltrak sig for nyligt en del opmærksomhed med lanceringen af sin nye mobil-venlige algoritme.
Forud havde der lydt dommedagsprofetier, der mest af alt mindede om overgangen til det nye årtusinde, hvor alle bed negle i frygt for, at alverden IT-udstyr og -tjenester ville gå i sort.
Men det gik hverken værre eller bedre, da Google 21. april gik i luften med sin nye algoritme. “Mobilegeddon” udeblev og alle ikke-mobiloptimeredee hjemmesider klarede frisag.
Det rejser naturligvis spørgsmålet, om mobilvenlige hjemmesider har oplevet nogen mærkbar forskel?
Ja, lyder svaret fra search-bureauet s360, der efter at have undersøgt 60 hjemmesider kan konstatere, at den organisk trafik til mobiloptimerede hjemmesider er øget med 33 pct. og ikke-mobilvenlige hjemmesider stort set intet har mistet.
– Man kan til dels argumentere for, at de ikke-mobilvenlige har “mistet” trafik, når deres niveau er uændret, hvis besøgstallet i gennemsnit burde stige uge for uge, ligesom det er sket for de mobilvenlige hjemmesider. Det er dog for tidligt at drage nogen endelig konklusion, da vi foreløbigt kun har data for to uger, siger Sasa Kovacevic, en af search-bureauetss specialister.
De foreløbige tal vidner dog om, at de mobilvenlige hjemmesider indtil videre har haft 29 pct. større fremgang i organisk mobiltrafik end ikke-mobiloptimerede hjemmesider.
– Selvom faren for “mobilegeddon” er drevet over, så har den nye algoritme haft overraskende stor indflydelse på den mobilvenlige trafik, og det kan derfor gå hen og få store konsekvenser for hjemmesider, som ikke er mobiloptimerede, fastslår Sasa Kovacevic.