I januar røg der 100. I februar yderligere 40. Og nu går det så ud over 200 medarbejdere hos Google – den ene halvdel uden for USA. Det skriver brandrepublic.com.
Fyringsrunden er den største i Googles historie, som ikke skyldes fusion eller opkøb, og denne gang er det medarbejderne i salgs- og marketingfunktionerne, som må holde for.
Virksomhedens vicedirektør for globalt salg og udvikling, Omid Kordestani, skriver på sin Google-blog:
– Når virksomheder vokser så hurtigt, er det næsten umuligt at gøre alting rigtigt – og det har vi altså heller ikke gjort. På nogle områder har vi fået skabt overlap i organisationen, som ikke bare har givet dobbelt-funktioner, men også komplicerede beslutningsprocesser.
Ifølge adage.com har Google fra 2006 til 2008 mere end fordoblet antallet af medarbejdere på verdensplan fra godt 10.000 til over 22.000.
Hvor mange, der arbejder i salg- og marketing, oplyser virksomheden ikke, men ifølge adage sidder halvdelen af medarbejderne i disse funktioner i USA.
Ifølge Googles direktør i Danmark Peter Friis vil situationen ikke få indflydelse på den danske organisation.