De europæiske forbrugere styrkes fra den 14. september. Den dag ændrer Google politik i forhold til brugen af registrerede varemærker, når forbrugerne søger efter en eller anden bestemt vare. Og det glæder i sagens natur Peter Friis, direktør i Google Danmark, der nu har mulighed for at assistere sine brugere endnu bedre:
– Ændringen gør det muligt for os at harmonisere vores politik over hele kloden. Det kommer forbrugerne til gode, idet de vil se flere relevante annoncer, når de søger via Google, siger Peter Friis.
Tidligere kunne f.eks. Apple med en henvisning til varemærkebeskyttelse forhindre, at andre brugte ordet iPhone som søgeord, når de annoncerede for sig selv og deres produkter. Det kunne f.eks. være relevant for forhandlere, anmelder-sites og second-hand butikker.
Og her har det hidtil været Googles politik at være meget forsigtige, så de filtrerede disse annoncører fra. Med den nye dom kan den gigantiske søgemaskine nu tilbyde tredjepart bedre muligheder, hvilket indirekte forbedrer forbrugernes muligheder for at få relevante annoncer. Ikke for at støtte plattenslagere, men snarere for at åbne op, så det bliver forbrugernes kræsne valg, der styrer trafikken.
– Konsekvensen er, at andre end varemærke-ejerne kan benytte et varemærke til søgeord, altså det ord der aktiverer annoncen. Hvis de bruger et ord med et varemærke er det afgørende, at den ikke må være vildledende eller indeholde varemærket på en måde, der kan være forvirrende for brugerne. F.eks. skal man rent faktisk sælge de varer, som man anvender som søgeord, fortsætter Peter Friis. ”Vi giver forbrugerne flere valgmuligheder blandt de sponserede links. Til gengæld vil vi stadig sortere links fra, hvis de vildleder forbrugerne.”
Det sidste kunne være tilfældet, hvis man skrev iPhone i sin annonce med det ene formål at tiltrække nysgerrige. Hvis et site kun solgte Nokia, er det jo vildledende at linke sig til iPhone.
Googles søgemaskiner har i forvejen indbygget en quality score, så forbrugerne selv stemmer med fødderne. Dels vurderer Google, om der er sammenhæng mellem annoncens tekst, og det link annoncen fører til – og dels: Hvis forbrugerne opdager, at en annonce er vildledende eller uønsket, klikker de jo ikke på den, og dermed renser forbrugerne selv nettet for plattenslagerne, fordi Google netop registrerer den generelle forbrugeradfærd.
Men hvad er konsekvensen af Googles nye politik?
– Forbrugerne får adgang til flere brand-specifikke informationer, og alternativer til et bestemt brand. Hvis du sidder og kigger ind i din skærm, er der flere og bedre informationer lige foran din næse. Samtidig er der flere alternativer ude til højre på skærmen, hvis vi skal gøre det meget konkret, slutter Peter Friis.
En virksomhed kan dog stadig ikke lyve sig til at være autoriseret forhandler af f.eks. Prada. Gør man det, og det ikke passer, sorterer Google stadig delinkventen fra, lige så snart de får besked fra varemærkets ejer.