For knap 10 milliarder kroner købte søgegiganten Google mandag verdens
førende internetside for videotjenester – YouTube.
– Holdet bag YouTube har opbygget en spændende og magtfuld medieplatform,
der supplerer Google’s mål om at organisere information i verden og gøre
adgangen til information mulig og brugbar, sagde direktøren for Google,
Eric Schmidt, i en erklæring.
Google betaler i alt 1,65 milliarder dollar (9,8 milliarder kr.) for
YouTube.
YouTube er blevet umådeligt populær, siden den blev lanceret i februar
2005. Selskabet hævder, at over 100 millioner videoer ses hver dag på
YouTubes hjemmeside.
/ritzau/