Google er i luften med et nyt værktøj til annoncører,
Watch This Space, som skal få dem til at kaste sig over bannerannoncer i højere grad.
Der er således tale om et kampagnesite, hvor det er muligt at finde alle de nyeste tal om effekten af bannerannoncer, og – blandt meget andet – masser af inspiration til, hvordan store brands udnytter og udfordrer display markedsføring
– Det er ingen hemmelighed, at displayannoncering i nogle år har lidt under et lidt dårligt ry. Vi har lanceret sitet for at vise, hvor stor udviklingen inden for dette felt har været de senere år, hvilket bl.a. kan ses i de mange cases på sitet, siger Google Danmarks marketingchef Jesper Christoffersen.
Google betegner selv tiden for displayannoncering som inde i en revolutionerende udvikling og forventer, at kategorien vokser med 19 procent i 2011. For onlinevideos vedkommende forventes væksten at blive på intet mindre end 38 procent.
99 procent af Googles 1.000 største kunder kører i dag kampagner på Google Displaynetværk og YouTube, og sidste år øgede annoncørerne udgifterne til displayannoncering med mere end 75 procent. Over 66 procent af annoncerne på Ad Exchange købes nu i realtid.
Bureauer skal lære at bruge bannere
På mobilfronten modtager Googles AdMob-netværk dagligt over to milliarder annonceanmodninger, hvilket svarer til en firdobling i løbet af det seneste år. Baggrunden for at Google nu investerer i et kampagnesite om display markedsføring, er dets potentiale for både annoncører, medier og forbrugere, fortæller Jesper Christoffersen.
– Kampagnen henvender sig til såvel annonceindkøbere og mediabureauer som de kreative kræfter i reklamebureauerne, der skal få øjnene op for, at bannere ikke bare er et irriterende element på et site, men faktisk kan være med til at løfte en kampagne, hvis annonceformen bruges rigtigt, siger han.
Han mener, at god displayannoncering er med til at finansiere godt indhold for udgivere, hvilket er med til at skabe en bedre brugeroplevelse.
– Og det har vi vel alle interesse i, slutter Google Danmarks marketingchef.