Rigtig mange firmaer og forretningskæder bruger kort på hjemmesiden, og de har nu chancen for at få deres viden opdateret af de absolutte eksperter på området – det europæiske Google Maps Team.
Det er it-virksomheden Folia, der er den nordiske samarbejdspartner for Google Maps, der har haft held til at lokke teamet til København og fortælle om, hvordan virksomheder kan styrke deres forretningsprofil på kortområdet. Og direktør Michael Gram fra Folia glæder sig til besøget
– Vi er meget stolte over, at det er lykkes at få et seminar på plads sammen med Google. Det er det første af sin art i Europa, og vi ser frem til at præsentere Googles eksperter og til at informere om sidste nyt fra Google I/O – Googles årlige udviklerkonference i San Francisco, siger han.
En af de virksomheder, der herhjemme har en meget velbesøgt Google Maps-løsning, er Post Danmark.
Helt traditionelt kan man finde det nærmeste posthus, men man kan også søge specifikt på eksempelvis frimærkeforhandlere eller nærmeste døgnpost.
Men den hel store volumen gælder postkasserne, hvor Post Danmark har lagt alle sine op mod 8.000 postkasser ind i Google Maps. Et kæmpe arbejde, hvor placeringen af alle postkasser er kontrolleret med brug af en intern kortløsning.
Google Maps løsningen linker til Post Danmarks database for postkasserne, så når brugerne klikker på en postkasse på kortet, vises detaljerede informationer om tømningstider – præcis som man ser det på den fysiske postkasse. Kortløsningen har meget stor trafik – ikke mindst omkring juletid.
Læs mere
her.