Teknologigiganten Google vender op og ned på hele forretningen med en omfattende restrukturering, meldte selskabet ud sent i går aftes. Det skriver Børsen.
Det selskab, der i dag hedder Google, kommer fremover til at hedde ”Alphabet” og være et holdingselskab, som bliver den samlede paraply bag alle Google-divisionerne.
Samtlige Google-aktier bliver derfor byttet til en Alphabet-aktie, og de to grundlæggere af Google, Larry Page og Sergey Brin, der er henholdsvis administrerende direktør og bestyrelsesformand, beholder deres positioner i det nye selskab.
Under Alphabet-paraplyen kommer til at være et noget mindre selskab, der får lov at beholde Google-navnet.
Det skal fremover ledes af Sundar Pichai og vil indeholde kerneforretningerne, herunder internetsøgning, reklamer, kortfunktioner, applikationer, Youtube, Android-systemet samt den tilhørende teknologi og infrastruktur.
De øvrige dele af koncernen, der blandt andet tæller intelligent termostat-producenten Nest, Google Fiber, Google Ventures og Google Capital, kommer fremover til at blive drevet som separate enheder.