Google og Facebook kan tilsyneladende ende i en budkrig om at slå kloen i den israelske kortsoftwareproducent Waze i det, der kan ende som en milliardhandel.
Det skriver business.dk på baggrund af en historie bragt af nyhedsbureauet Bloomberg.
Ifølge denne har internetgiganten Google nu henvendt sig til Waze. Det skete, efter at det kom frem, at også det sociale netværk Facebook har drøftet en overtagelse.
Waze, som i USA har til huse i IT-højborgen Palo Alto i Californien, kræver mere end en milliard dollars (5,76 milliarder kroner), siger kilder til Bloomberg, men ingen af byderne skal være tæt på at indgå en aftale, og forhandlingerne kan sagtens strande.
Flere end 40 millioner bruger Wazes digitale kort. Waze bruger satellitsignalerne fra brugernes smartphonetelefoner til at skabe kort og trafikdata, som herefter deles med andre brugere som trafikinformation i realtid for at forbedre kørselsanvisningerne.
Googles interesse i Waze skyldes, at internetgiganten kan kombinere Wazes teknologi med sin egen korttjeneste og tilføje sociale funktioner. Samtidig ville en overtagelse forhindre, at konkurrenter fik denne fordel, som kunne blive en konkurrent til Google Maps.
Business.dk/Bloomberg