Apples App Store er ved at miste pladsen som den mest populære platform for apps til Google Play, og er dermed ved at miste en af selskabets helt store fordele.
Det skriver Financial Times.
De to platforme har resulteret i downloads af henholdsvis 50 og 48 mia. apps, men hvor Apples kunder i øjeblikket henter godt 2 milliarder apps om måneden, henter Googles godt 2,5 milliarder og haler dermed hurtigt ind på Apple.
Google hjælpes godt på vej af, at man har vundet flere udviklere af apps over på sin side, og er tæt på at overhale Apples udvalg af apps, skriver Financial Times.
Samtidig opererer omkring 900 millioner enheder med Android-styresystemet, mens Apple blot har solgt 600 millioner enheder med iOS-styresystemet.
På trods af konkurrencen omsætter Apple dog fortsat for markant mere end Google Play med en daglig indtægt på 5,1 mio. dollar fra på de 200 bedst sælgende apps, godt fire gange så meget som konkurrenten, vurderer Distimo, der laver analyser af apps, over for Financial Times. Apple offentliggjorde i sidste måned, at man havde udbetalt mere end 9 mia. dollar til udviklere.
/ritzau/Financial Times