Søge- og annoncegiganten Google kom ud af fjerde kvartal med en omsætning på 18,1 milliarder dollar.

Det er lidt lavere end flere analytikeres forventninger på 18,5 mia. dollar.

Googles finansdirektør, Patrick Pichette, fortalte i forbindelse med præsentationen af regnskabet ifølge Forbes, at den stærke dollar har en del af skylden.

Googles aktiekurs er faldet syv procent de seneste tre måneder, og i kølvandet på fremlæggelsen af regnskabet faldt aktien én procent mere.

Langt størstedelen af Googles omsætning stammer naturligvis fra Googles annonceforretning, der udgjorde 16,2 milliarder dollar i kvartalet. Det er en fremgang på 14,1 milliarder dollar i forhold til samme periode i fjor.

Ifølge analysehuset eMarketer, der følger udviklingen på det digitale annoncemarked tæt, stod Google for 31,1 procent af al annonceomsætning online globalt i 2014, hvilket er et lille fald i forhold til 2013.

Googles store udfordring findes på det hurtigvoksende mobile reklamemarked, hvor annoncegigantens markedsandel faldt fra imponerende 46,46 procent i 2013 til 40,5 i 2014.

For ærkerivalen Facebook er udviklingen lige modsat. Verdens største sociale media øgede sin andel af det mobile reklamemarked globalt fra 16,6 procent i 2013 til 18,4 procent i fjor.

Forbes/jml