Det er svært at tro, men Google styrker faktisk sin position som verdens stærkeste mediekoncern, mens Facebook er det hurtigst voksende, vurderer ZenithOptimedia i den seneste Global top-30 analyse.
Google har endda øget ”føringen” i forhold til verdens næst-stærkeste mediekoncern, Disney-koncernen, så afstanden nu er på 136 pct. mod 115 pct. i Googles favør et år tidligere.
Lægger man nr. 2 og 3 (Comcast) sammen, er Google stadig størst.
Det er mediernes omsætning, der danner grundlag for ZenithOptimedias opgørelse, der er foretaget år efter år siden 2007.
Det er alle mediehusenes indtægter, analysen rummer: Lige fra tv- og print-abonnementer, annonceindtægter, online indkomst, search og penge fra de sociale medier. De sidste poster rykker naturligvis ekstra hårdt i Google top-placering.
Mobilvækst styrker Google
Google har ud over det indlysende især vundet i kraft af den stigende udbredelse af smartphones og tabletter. Søgefunktionens værdi for folk på farten er en bevægelse i den amerikanske søge- og marketing-gigants retning.
Men også Facebook nyder godt af den nye mobile bevægelse, og har øget sine indtægter med 63 pct. over et år.
Den næst-hurtigst voksende concern er Baidu, kinesernes svar på Google, der voksede med 42 pct. Fra 2014 til 2015-opgørelsen. Baidu er nu verdens 14. Største mediekoncern.
Den tredje-hurtigst voksende medie er brasilianske Grupo Globo, der er et ”rigtigt” mediehus i gammeldags forstand. Her spyes tv, radio og print ud med lynets hast.
Der er fem rene digitale mediehuse i top-30, nemlig Google (1), Facebook (10), Baidu (14), Yahoo (19) og Microsoft (21). Samlet generede de omsætning for 71 mia. dollar. Det er nok lettere at forstå, at det tal udgør 68 pct. af verdens digitale annonceindtjening, stort set det samme som for et år siden.
ZenithOptimedia er en del af Publicis Groupe, verdens tredje største kommunikations-koncern, og hvor Martin Sorrells WPP som bekendt er den største.
Fakta:
De største mediekoncerner er:
1. Google.
2. Walt Disney Company.
3. Comcast.
4. 21st Centrury Fox.
5. CBS Corporation.
6. Bertelsman.
7. Viacom.
8. Time Warner.
9. News Corp.
10. Facebook.