Facebook er et lige så stort fænomen inden for sociale medier, som Google er det inden for søgninger og annoncer på nettet. Tidligere på året lancerede Google imidlertid dets egne sociale tjeneste, Google+, som på mange måder udfordrer Facebook.
Siden sommer har brands, virksomheder og andre organisationer dog været bandlyst fra søgekæmpens sociale netværk, men det er ikke længere tilfældet, som det fremgår af dette
blogindlæg.
Dermed melder Google+ sig for alvor ind i kampen om de mange markedsføringskroner, der i stigende grad bliver anvendt på disciplinen, som ofte samles under benævnelsen ”Social Marketing”
– Vi testede først Google+ for et lukket forum, og åbnede så op for alle privat- personer. Det er faktisk først nu, hvor vi ved, at brugerne er glade for Google+, at vi har åbnet op for virksomheder og brands, fortæller Christine Sørensen, Google Danmarks talsperson.
Tjenesten har fået navnet ”Google+ Sider”, og ved første øjekast ligner resultaterne til forveksling de profilsider, som privatpersoner kan oprette på det sociale netværk. Ligesom de private brugere har brands mulighed for at inddele deres kontakter i forskellige kredse (Circles), så man f.eks. kan sende beskeder til de personer, som er en del af netværket.
Og så er det alligevel ikke helt det samme. Der er lidt flere muligheder.
En af dem er en funktion til videokonferencer, Hangout, hvor brands kan komme direkte i kontakt med op til 10 personer, der har meldt sig ind i brandets sociale netværk. Derudover (og det er måske her, det bliver rigtig spændende) bliver brandsiderne integreret i Googles søgeresultater.
– Man kan dels søge direkte efter emner i Google+, så hvis man f.eks. søger efter ”cupcakes” vil alle, der har delt noget om cupcakes med dig eller med alle, dukke op i søgeresultatet. Hvis man, når man er logget ind på sin Google-konto, søger almindeligt på Google, vil resultater fra dit Google+ netværk dukke op i dine søgeresultater. Så hvis en af dine venner på Google+ har anbefalet en cupcake opskrift eller givet +1 til et brand, så dukker det op i dit almindelige søgeresultat, fortæller Christine Sørensen fra Google.
Derudover er der oprettet en ny funktion, Direct Connect, som skal gøre det lettere at springe direkte fra søgemaskinen til den pågældende side på Google+. Man skriver bare ‘+’ foran den side man søger efter på Google (for eksempel +Angry Birds). Så kommer man direkte til vedkommendes Google+ side, og hvis man vil, kan man føje dem til sine netværk.
De nye muligheder er allerede blevet udnyttet at brands som H&M, Burberry, Angry Birds og Chelsea F.C. Herhjemme har eksempelvis it-sitet Comon.dk oprettet en profil.
Google+ har i øjeblikket omkring 40 millioner brugere, og de private brugere har uploadet 3,4 mia. billeder indtil nu, oplyser Google.
Du kan se mere om mulighederne i Hangout-tjenesten i Google+ Pages i nedenstående video:
/embed>/embed>/embed>/embed>/embed>/embed>