Google har fundet en ny indtægtskilde, der langsomt bliver bredt ud over hele verden.
Indtil videre har søgegiganten i et halvt år i Australien og New Zealand taget betaling for, at virksomheder kan få vist deres logoer i Google Maps. Den forretningsidé blev i går udvidet til også at gælde USA – dog med en beskeden start. Indtil videre er det kun Bank of America, Target, Public Storage og HSBC, der har bidt på krogen i staterne.
Google lover, at Google Maps i fremtiden ikke vil blive overklistret med logoer, men afstemt efter brugerens søgevaner.
– Desuden kan annoncører heller ikke betale sig til at få en bedre placering på kortet end andre, siger Googles australske produktchef, Matt Leske til Advertising Age.
Det er uklart, hvad prisen er for logoeksponeringerne, men betalingen bliver efter antal visninger.