Google har valgt at udskyde sin lancering af selskabets nye hardware musik og video-produkt.
Det beretter Wall Street Journal onsdag ifølge aktiefokus.dk
– Efter at vi har hørt de første tilbagemeldinger fra brugerne, der fortæller, at de gerne vil have Nexus Q til at kunne endnu mere end den kan i dag, har vi valgt at udskyde den endelige lancering, forklarer Google i en meddelelse.
Nexus Q er Googles første produkt på det ellers stærkt Apple dominerede hardware-marked, og produktet, der er udformet som en sort kugle, er designet til at streame musik fra Googles videoplatform Youtube samt selskabets musikplatform Google Play, der er en pendant til Apples iTunes.
Underholdningsapparatet er sat til at koste 299 dollar, og allerede nu har flere forbrugere købt produktet på forhånd. De havde derfor forventet at modtage Nexus Q i løbet af juli, men det kommer altså ikke til at ske, og Google har ikke meddelt, hvornår produktet endeligt er at finde på markedet.
Wall Street Journal/Aktiefokus