UDV (United Distillers & Vintners Denmark) arbejder internationalt med Leo Burnett og J. Walther Thompson, men har via en bureaukonkurrence valgt Gorm Larsen & Partners som samarbejdspartner i Danmark.

J. Walter Thompson, Kampagnen, Sunrise og Gorm Larsen & Partners deltog i konkurrencen, hvor UDV var på udkig efter et bureau med en stærk trade- og forbrugerforståelse.

– Vi screenede først markedet og indbød derefter de fire bureauer til en bureaukonkurrence. Valget faldt på Gorm Larsen & Partners, ikke fordi vi var ude efter et lokalt dansk bureau, men fordi deres løsning var kreativ og implementerbar, siger marketing manager John Lemkow fra UDV.

– Den mulighed kan også opstå, at Gorm Larsen & Partners’ ideer kan adaptes på andre lokalmarkeder. Vi er ligeglade med hvem der får ideerne, det vigtigste er ikke at opfinde den dybe tallerken to gange, pointerer han.

Det interessante i valget af Gorm Larsen & Partners skal ses i at UDV lagde strategien om for et år siden, hvor den store spiritusleverandør indså behovet for at agere meget stærkere på de lokale markeder.

– Det handler om at komme tæt på forbrugerne, og det kan kun gøres ved at kende de lokale markeder lige så godt som sin egen bukselomme, siger John Lemkow og tilføjer, at den globale position er vigtig, mens det lokale islæt er alt afgørende.

Surround sound

Marketingchefen vil ikke komme nærmere ind på budgettet, kun at det er stort. Og han vil heller ikke uddybe, hvilken strategi man ønsker at køre i Danmark, men nævner flere gange ordet surround sound.

– Strategien vil være specifik branding af de enkelte spiritusmærker. Det er i dag svært at komme igennem og blive hørt. Derfor benytter vi os nu af surround sound, hvor det handler om at påvirke alle steder fra, og her er PR og events også en vigtig del af strategien.

Hos Gorm Larsen & Partners er man vant til at arbejde med hele spektret, og her går man heller ikke op i om det handler om “over eller belowe the line”.

– Vi er et mindre dansk bureau med flere både mindre og store kunder i porteføljen. Vores størrelse gør, at vi er vant til at arbejde med hele spektret, vi er tætte på markedet og arbejder os mod målet, hvorfor vi heller ikke lader os stoppe af medieplanlæggernes excelregneark. Det handler om holdningsbaseret kommunikation, understreger adm. direktør Karsten Koed fra Gorm Larsen & Partners og tilføjer, at den megen snak om, at loyaliteten er dalende ikke passer.

– Loyaliteten er der, den er bare blevet situationsbestemt, derfor er det også spændende at arbejde med surround sound, hvor man kommunikerer med forbrugerne på deres betingelser og når det er relevant for dem og ikke bare benytter sig af den gængse “remoulade-model”.

DWBB

Den overordnede filosofi hos United Distillers & Vintners hedder DWBB (Diageo way of brand building). Diageo er ejer af UDV og indførte for et år siden de nye tanker, der i dag gennemsyrer hele koncernen – lige fra ledelse til receptionen.

UDV griber også, ifølge Gorm Larsen & Partners, en bureaukonkurrence anderledes an, end de fleste andre virksomheder.

Alle informationer var lagt fuldstændigt åbne for os, og alle de konkurrerende bureauer blev briefet i det samme rum. Det var en meget professionel præsentation, hvor alle tilgængelige informationer om brand, markedet og forbrugere blev fremlagt. Når en kunde er så åben om sin viden kan bureauerne koncentrere sig om det de er gode til, nemlig den konceptuelle konsekvering, og det fører som regel til de bedste løsninger, siger business unit manager Jens Brinck.