Første skridt i GoViral’s etablering i Sverige og Tyskland er at uddanne og modne det svenske og tyske marked til viral markedsføring. Næste skridt er at gennemføre innovative virale kampagner på samme måde som bureauet har gjort i Danmark og internationalt gennem de senere år.
GoViral har opereret på det danske marked siden 2003. Viral markedsføring er kort fortalt en digital udgave af “mund-til-mund” metoden, hvor budskabet typisk i form af en kort sjov film, sendes videre af enkeltpersoner.
I dag er viral markedsføring etableret som et redskab i marketingmixet hos en lang række danske virksomheder. Men viral markedsføring er knap så veletableret i en del andre lande, som blandt andet Sverige og Tyskland. Det er en af grundene til, at GoViral nu etableres i disse to lande.
– Da vi begyndte i Danmark var englænderne tre-fire år foran. De har arbejdet målrettet med viral markedsføring siden 1999. Nu har vi modnet det danske marked en del, og da vi kan se, at Sverige og Tyskland stadig halter bagefter og ikke udnytter de muligheder, der er til stede, har det været et logisk valg for os at ekspandere i disse lande, siger Claus Moseholm, administrerende direktør, GoViral.
Den svenske og tyske afdeling af GoViral etableres primært med fokus på at levere seeding og tracking.
Seeding er selve lanceringen af kampagnerne, hvor GoViral placerer kampagnematerialet på en lang række websites, blogs, underholdningssites, virale websites, mens tracking er selve målingen og afrapporteringen af hvordan kampagnerne spreder sig. I Sverige startes GoViral op i samarbejde med Kristofer Jonson, der har en baggrund indenfor søgemaskineoptimering. I Tyskland etableres der et samarbejde med Bjoern Ognibeni, der har en baggrund indenfor for blandt webblog consulting.
GoViral forventer at igangsætte 10-20 virale markedsføringskampagner i løbet af det første år i de to lande og har planer om at ekspandere til andre lande efterfølgende.
GoViral skabt kampagner for kunder som MTV US & UK, Milwaukee Europe, TDC, Frisk, AXE, BullGuard, Bianco Footwear og Discovery Channel.