Når årets festival i Cannes indledes søndag den 17. juni, bliver det med GoViral som vært for et seminar. Dermed er de danske specialister i viral online markedsføring på talerstolen i Cannes for andet år i træk. Og det er første gang Cannes Lions’ 54-årige historie, at det er sket for et dansk bureau.
– Vi er selvfølgelig meget stolte over at arrangørerne har vurderet, at vi også i år har så meget at byde på, at vi skal stå for et helt seminar i programmet. Vores tilstedeværelse sidste år var et vigtigt gennembrud for os, og nu har vi definitivt fået det blå stempel i branchen, siger adm. direktør Thomas Weikop fra GoViral.
Omdrejningspunktet for GoViral’s seminar i Cannes er de nye spilleregler for online markedsføring, der er opstået med globale, sociale netværk, videosites, IP tv, blogs med mere. Titlen er ‘From media feudalism to media youcracy’.
– Begrebet Youcracy repræsenterer en måde at anskue den nye, digitale verdensorden på. Nye online-formater og -services har resulteret i, at vi nu ser en helt ny generation af medieforbrugere, som har en meget høj grad af medindflydelse på online-kampagner.
– Målet med vores seminar er at sætte den udvikling i perspektiv – og at give deltagerne nogle rammer for agere i forhold til den. En af nøglerne til succes er at involvere brugerne på brugernes betingelser. Og derfor er det vigtigt at sætte sig grundigt ind i spillereglerne, siger bestyrelsesformand Jimmy Maymann fra GoViral.
Han tilføjer, at GoViral på seminaret også løfter sløret for konkrete erfaringer fra nogle af bureauets kampagner for blandt andet Coca Cola, Nissan, Lego, Opel og Oticon.