1. april begynder Jacob Lachmann på posten som nordisk direktør hos GoViral, hvor han ligeledes indlemmes i den daglige ledelse.
Han overtager stolen efter Henrik Busch, der som
ny administrerende direktør hos Jubii, skal være med til at realisere den danske internetportals potentiale.
Jacob Lachmann siger om sin nært forestående opgave:
– Det er et spændende tidspunkt at komme til GoViral, som totalt dominerer det internationale marked for branded video og viral distribution. Der er en fantastisk dynamik og fokus i virksomheden, som jeg er fuldstændig tosset med. Det bliver fascinerende at blive en del af en så succesrig og hurtigt voksende forretning.
– Jeg kan ikke forestille mig et bedre sted at være på nuværende tidspunkt. Jeg har fået en enestående mulighed for at komme til en virksomhed som har teknologi, viden og de helt rigtige produkter til at dominere dette vækstområde internationalt, siger Jacob Lachmann.
René Rechtman, der er group managing director for GoViral, mener at Jacob Lachmann har den erfaring og det DNA der skal til for at drive den nordiske forretning til næste niveau.
– Vi er en virksomhed, som har vokset hurtigt, og som fortsat vækster 100 procent årligt. Vi har derfor mere end nogensinde brug for de bedste folk i industrien til at understøtte vores ambitiøse mål.
Jacob Lachmann har senest arbejdet med SIME (Scandinavian Interactive Media Event) i Danmark.
Tidligere har han været med til at opbygge mediabureauet OMD’s digitale afdeling og det børsnoterede mediaselskab Ad pepper i Danmark.
Goviral er startet i København og har i dag kontor i London, Frankfurt, Paris og Stockholm.