Gråsten-æblet er blevet udnævnt til Danmarks Nationalæble af de danske æbleavlere.
Udnævnelsen af æblet fejres med en nyudnævnt Æblets Dag, der afholdes den 17. september i netop Gråsten Slotshave.
Her vil fødevareminister Hans Chr. Schmidt (V) på officiel vis udnævne æblet til Danmarks Nationalæble, hvorefter slotshaven vil danne ramme for forskellige aktiviteter med fokus på æbler, blandt andet en æblekage-konkurrence og uddeling af smagsprøver på danske æbler.
Udover at markere udnævnelsen af nationalæblet er Æblets Dag den 17. september i øvrigt startskuddet på den første landsdækkende æblefest nogensinde.
For første gang i de danske æblers historie står æbleavlere, grossister, foreninger og organisationer nu sammen om at fejre årets æblehøst med en fest, der vil løbe af stablen gennem hele september og oktober måned. Både Æblets Dag og æblefesten vil være årligt tilbagevendende begivenheder, som fremover skal sætte fokus på årets æblehøst.
Initiativtagerne til æblefesten og Æblets Dag er blandt andre Gartneribrugets Afsætningsudvalg og ”6 om dagen”-samarbejdet. Markedsføring beskrev initativet i nr. 12, der udkom for et par uger siden.